Private investorer handler mest

Under aktieuroen i årets første uger har de private investorer været meget aktive med både køb og salg. Onsdag gik de shopamok, så købsaktiviteten var knap 180 procent højere end gennemsnittet for året.

Under aktieuroen i årets første uger har de private investorer været meget aktive med både køb og salg. Onsdag gik de shopamok, så købsaktiviteten var knap 180 procent højere end gennemsnittet for året. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

De private investorer i Danmark kan ikke beskyldes for passivt spil, når det går hårdt til på fondsbørsen. Under aktieuroen i årets første uger har især udenlandske og private investorer solgt ud. Men de private investorer har i forhold til deres aktieformue handlet mere end ti gange så meget som de udenlandske investorer. Og i de seneste dage har de især købt op. Det viser data fra Nordeas systemer fra de seneste 30 dage. Især i de seneste par dage har de private købt mere, end de har solgt, og det viser ifølge chef­analytker Tine Choi, at aktierne efter store kursfald igen kan handles til fristende priser.

 

»Det indikerer, at de store fald mandag var overgjorte. Priserne blev gode, og vi kom tilbage. Carlsberg og DSV kom med gode regnskaber, selv om Mærsk trak den modsatte vej,« siger hun.

På baggrund af den store handelsaktivitet konkluderer hun, at private investorer har en tendens til at følge markedets udvikling tæt.

»Private er meget følsomme over for det, der sker lige her og nu. Professionelle investorer er knap så følsomme, og de har typisk et mandat, de hele tiden skal leve op til,« siger hun.

Balance i beholdningen

Et mandat eller en fast strategi betyder også, at beholdningen af værdipapirer skal justeres, så den hele tiden indeholder den planlagte fordeling mellem eksempelvis aktier og obligationer. Tine Choi anbefaler private investorer at have den samme diciplin i forhold til strategien.

»Vi anbefaler klart, at man skal rebalancere. I det lange løb betaler det sig, så hvis din aktieandel lige nu er for lille på grund af kursudsving, risikerer du at blive skuffet, fordi du har for få aktier, når markedet ryger op igen,« siger hun.

Konkret bør porteføljen justeres med opkøb eller salg, når andelen af aktier begynder at afvige med over en procent og under alle omstændigheder ved fem procents afvigelse. Gevinsten ligger blandt andet i, at man ved et kursfald dermed køber aktierne billigere, ligesom man modsat sælger dem efter kursstigninger, som har givet en ubalance den anden vej.