Prisstigninger på sommerhuse bremser op

Det blev kun en spids dyrere at købe sommerhus i fjerde kvartal 2018 sammenlignet med samme periode 2017, hvor priserne – godt hjulpet på vej af en stribe nye regler – tog et pænt hop opad.

Der var turbo på sommerhuspriserne i de sidste tre måneder af 2017, mens de i samme periode 2018 kun er steget marginalt, viser nye tal fra Boligsiden.dk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Dasedage på stranden efterfulgt af lange, lune aftener med kølig vin i glasset, grill på terrassen og ungerne løbende rundt i haven.

Der er kommet gang i sommerhusmarkedet igen. Men efter et hedt 2017 så det – trods varmerekorder – mere lunkent ud med prisstigningerne hen mod slutningen af 2018.

På landsplan steg de i årets tre sidste måneder med 0,8 procent til 15.289 kroner per kvadratmeter, viser nye tal fra Boligsiden.dk. Det er langt mindre end i samme periode året før, hvor fritidshusene steg 6,9 procent.

Thomas Hovgaard, kommunikationschef i Nybolig

»I 2018 har markedet tilpasset sig de nye forhold, og derfor er der ikke grundlag for den samme hype.«


»Mange, som har kigget efter sommerhus i en rum tid, har fået dækket deres behov i 2017,« siger Birgit Daetz, Boligsidens kommunikationsdirektør.

Hun forklarer, at 2017 var et forrygende år – ikke mindst på grund af de ændrede belåningsregler. De betyder, at man kan realkreditfinansiere op til 75 procent af sommerhusets værdi mod tidligere 60 procent, hvilket en del har benyttet sig af.

Markedet har tilpasset sig de nye forhold

Thomas Hovgaard, kommunikationsdirektør i ejendomsmæglerkæden Nybolig, peger ligeledes på viften af politiske initiativer som en væsentlig årsag til, at sommerhusmarkedet for alvor rystede sig fri af kriseårene i 2017.

»De mere beskedne prisstigninger i 2018 er et udtryk for, at sommerhusmarkedet i 2017 fik fuld valuta for alle de politiske pakker,« siger han og nævner udover lånereglerne også den nye planlov, hvor det blev tilladt for pensionister at flytte permanent ind i sommerhuset efter et års ejerskab mod tidligere otte år.

»I 2018 har markedet tilpasset sig de nye forhold, og derfor er der ikke grundlag for den samme hype,« siger Thomas Hovgaard.

Boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit fortæller, at der også har været et par politiske initiativer i 2018 med betydning for sommerhusmarkedet, men at de ikke har givet anledning til samme medvind som dem fra 2017.

»Godt nok er bundfradraget for sommerhusudlejning blevet hævet fra 21.400 kroner i 2017 til 40.000 kroner i 2018, hvis man udlejer sommerhuset gennem et bureau. Men tiltaget blev allerede annonceret med bred politisk opbakning i 2017, hvorfor mange sommerhusejere og sommerhuskøbere er begyndt at planlægge efter det på daværende tidspunkt,« forklarer hun.

Strammere låneregler rammer sommerhusmarkedet

Samtidigt har »God skik-reglerne«, som trådte i kraft i begyndelsen af 2018, haft en afdæmpende effekt. Med de nye regler har boligejere, der har brug for at låne mere end fire gange deres årlige husstandsindkomst, og som skylder 60 procent eller derover i boligen, ikke længere adgang til de billigste låntyper, forklarer boligøkonomen.

»Det rammer sommerhusmarkedet, da ejerskab af to boliger ofte betyder, at familien får en stor gæld i forhold til deres indkomst. En del sommerhuskøbere tvinges derfor til at finansiere deres køb med et såkaldt sikkert lån,« siger hun.

Desuden fremhæver Lise Nytoft Bergmann, at markedet for helårsboliger er bremset lidt op i 2018 særligt omkring de store byer.

»Det har fået boligoptimismen til at dykke. Derfor er det ikke så mærkeligt, hvis nogle potentielle sommerhuskøbere har valgt at se tiden an, så de ikke risikerer at låne op i friværdien i deres helårsbolig på toppen for at skaffe likvider til udbetaling på et sommerhus,« siger hun.

Antal handler næsten på niveau med 2017

Trods den noget lavere stigningstakt på sommerhuspriser understreger de alle, at der langt fra er tale om, at sommerhusmarkedet er gået i stå.

»Generelt er meldingen, at det går godt over det hele, især hvis vi sammenligner med de mørke år efter krisen, hvor der var tale om en decideret sommerhuspukkel,« siger Thomas Hovgaard.

Ser man på antallet af handler, er der også solgt næsten lige så mange sommerhuse i 2018 som året før. I alt skiftede 8.906 nøgler hænder. I 2017 blev der solgt 9.028 sommerhuse – altså et fald i antal handler på en procent.

Både Birgit Daetz og Thomas Hovgaard vurderer, at 2019 kommer til at ligne 2018 meget med et stabilt sommerhussalg og moderate prisstigninger, dog forudsat at renten forbliver lav. I Nordea Kredit er forventningen, at »sommerhuspriserne vil fortsætte med at stige i 2019«.