Prisfald på sommerhuse går forrest

Fritidshuse falder nu mere end lejligheder og parcelhuse.

Foto: Arkivfoto: Mogens Ladegaard.
Læs mere
Fold sammen

Sommerhuse holdt længe stand mod prisfaldene på det øvrige boligmarked. Men nu har fritidshuse - især i Nordsjælland men også andre steder i landet - lagt sig i spidsen med de største og mest massive prisfald.

Alene i år, altså i årets første to kvartaler, er prisen på sommerhuse således faldet med over 11 procent. Det er mere end den nedgang på 8,5 procent, som lejligheder har oplevet, og også pænt mere end de syv procent, som et typisk parcelhus er faldet med i år.

Direktør for Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen, siger, at de store prisfald på markedet for sommerhuse har taget fart i takt med, at finanskrisen har spredt sig.

”Mange ser et sommerhus som lige dele nydelse og investering. Investeringselementet betyder, at sommerhusmarkedet i perioder kan have sin helt egen udvikling. Priserne på sommerhuse begyndte at falde noget senere end det resterende boligmarked. Men med prisfald på over 16 pct. siden toppen,  har prisfaldet på sommerhuse nu overhalet det tilsvarende fald for parcel- og rækkehuse,” siger Ane Arnth Jensen.

Fortsat er kvadratmeterprisen for et fritidshus i eksempelvis Helsingør Kommune i Nordsjælland dog oppe på 26.400 kroner. Det vil sige, at der skal betales mere end to millioner kroner for et hus på 80 kvadratmeter. Prisen på fritidshuse ved stranden og skoven svinger dog ganske betydeligt alt efter stand og beliggenhed, så de gennemsnitlige tal siger ikke ret meget, da de dækker over meget betydelige forskelle.

Men at markedet er vigende og har været det i nogen tid, er der ingen tvivl om. Der er også færre handler. I andet kvartal i år blev der således handlet tæt ved 800 sommerhuse. Det er næsten 30 procent færre end i andet kvartal sidste år, hvor der blev handlet 1.100.