Skal et studielån bruges på mad og bøger eller på aktiespekulation og boligkøb? Det må de studerende helt selv om, siger uddannelsesordførerne fra de største politiske partier.

Renten på SU-lånet er meget lav, og der er ingen gebyrer tilknyttet, hvilket gør lånet meget attraktivt for studerende. Selv for dem, der ikke har brug for pengene lige nu. En række af de studerende tager således det billige SU-lån, der er finansieret af staten, og bruger pengene på at handle aktier og på at sikre sig et billigt alternativ til et boliglån.

Og det vil politikerne ikke blande sig i.

»Jeg kan konstatere, at mange studerende har et godt kendskab til de forskellige rentesatser, og det glæder mig da, at vores studerende sætter sig ind i, hvor det er mest fordelagtigt at låne penge,« siger Jakob Engel-Schmidt, uddannelsesordfører for Venstre, og fortsætter:

»Hvad de studerende bruger studielånet til, skal jeg som politiker ikke blande mig i. Udgangspunktet er jo, at man bruger lånet til at komme igennem studierne. Men jeg kan ikke hidse mig op over, at der er nogle studerende, der er så smarte, at de vælger at låne pengene på en fordelagtig måde og bruge dem på andre ting end bøger og minimælk. Det er deres valg,« siger han.

Heller ikke Mette Reissmann, uddannelsesordfører for Socialdemokraterne, ser noget forkert i, at studerende investerer i aktier og køber bolig for SU-lånet. Det hverken kan eller skal man kontrollere, siger hun.

»Jeg er overhovedet ikke forarget. Skulle de studerende så komme og fremvise indkøbsboner, hvor der står leverpostej og toiletpapir på i stedet for, og så kunne man få afregnet på den måde? Det ville være for indgribende,« siger Mette Reissmann.

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, påpeger, at formålet med SU-lånet oprindelig var noget andet, men han vil heller ikke blande sig.

»Hensigten med at have billige studielån er selvfølgelig at hjælpe de studerende med at opretholde en rimelig levestandard, mens de studerer. Men dette er ikke noget, vi skal gøre til et problem og begynde at ændre reglerne af den grund,« siger han.

Enhedslisten ser det som et problem. Ifølge finansordfører Pelle Dragsted er det »simpelthen ikke fair«, at man låner statens penge til at investere for at få et højere afkast. Han har dog ikke noget bud på en løsning.

»Jeg vil da være åben tilhænger af at diskutere, hvordan man ændrer det, men det er lidt svært, for man ved ikke, hvordan renten ændrer sig fremover. Og det er jo svært at kontrollere, hvad folk bruger deres penge til. Men jeg synes, at det er en utaknemmelig attitude i forhold til, at vi har det her ydelsessystem,« siger Pelle Dragsted.

SU-lånet er vendt på hovedet

Michael Møller, der er professor på Copenhagen Business School (CBS) og blandt andet bestyrelsesmedlem i Nationalbanken, påpeger, at hele modellen for SU-lånet er blevet vendt på hovedet. Da SU-lånet blev indført, var ideen nemlig, at renten skulle være lav i studietiden og høj efterfølgende.

Derfor fastsatte man en fast rente på fire pct. i studietiden, og derefter skulle det forrentes med diskontoen med et tillæg på én pct. Problemet er, at det er mange år siden, at den konstruktion blev fastlagt. Dengang var diskontoen langt over fire pct., men siden 2012 har den været på nul pct. Derfor er lånet nu billigere, når man er færdig med at studere, end mens man studerer.

»Så fordi man ikke har ændret lovgivningen, er lånet nu stik imod det, som man havde tænkt sig. Nu er renten nemlig høj, mens man ikke har nogen penge, og lav, når man begynder at tjene penge. Det er lidt underligt, at man ikke har fået tilpasset det system,« siger Michael Møller.

Politikerne erkender, at der er vendt rundt på tingene. Men det er heller ikke noget, der får dem til at ville ændre på lånets struktur.

»Man kan ikke begynde at fastsætte renter på lån af den her karakter ud fra sådan nogle kortvarige udsving på markedet. Og derfor skal det ses over en længere strukturel periode. Så ja, siden 2012 har verden været af lave og renten har været meget lav, men det er jo ikke det normale. Derfor laver vi selvfølgelig ikke lovgivning på denne facon, som trods alt også skal indgyde tryghed for de studerende, så de ved, hvad de har at regne med,« siger Mette Reissmann.