Efter et årti med positiv konkurrenceudvikling i pensionssektoren er det tid til at gøre status. En fair konkurrence kræver, at forbrugerne har indsigt i og forstår prisdannelsen og kan vurdere kvaliteten i produkterne.

Det er min erfaring, at det kun er de færreste, som har tilstrækkelig indsigt i pensionsøkonomien og dermed viden til at vælge de bedste leverandører og samtidig styre uden om de ringe pensionsselskaber.

Derfor er det en stor fordel for pensionskunderne, at en stribe af de ringe forvaltede pensionskasser og pensionsselskaber det seneste årti er blevet fusioneret væk fra landkortet. Så kunderne så at sige ikke er så uheldige at lande på »rød«.

Blandt monopolpensionskasserne er PNN og PHI (slagtere og bagere) fusioneret ind hos Industriens Pension, mens Bankpension og Finanssektorens pensionskasser er fusioneret ind hos henholdsvis PFA og AP Pension. PKA har samlet de fleste af deres pensionskasser under ét og senest overtaget Pharmakonomerne, mens PFA fik Farmaceuterne.

I den kommercielle pensionssektor er det en stor fordel for pensionskunderne, at Skandia Pension snart er væk fra landkortet og solgt ind hos AP, og videre at SEB Pension er overtaget af Danica. Det har været to af de dyreste pensionsselskaber at være kunde hos i form af enten ringe afkast, skyhøje driftsomkostninger eller høje profit-investeringsomkostninger til ejerne.

Endelig er salget af Nordea Liv og Pension til det nye kundeejede Velliv en betydelig fordel for pensionskunderne.

Konkurrencemyndighederne har varslet syn på sagen med en rapport om konkurrencesituationen i pensionssektoren i starten af 2019. I ventetiden er det oplagt at starte diskussionen med denne ønskeliste til indsatsområder, hvor konkurrencen er utilstrækkelig.

Priser og omkostninger er for skyhøje på privatpensionskundemarkedet. Det gælder også for pensionsopsparere, som har valgt de såkaldte bankpuljer og bankens investeringsforeninger, herunder privatkunderne i Nordea Bank, Danske Bank, Jyske Bank, Syd Bank, Alm. Brand Bank m.fl.

Forsikringspriser på de forsikringsdækninger ved dødsfald og sygdom, som bankerne videresælger, koster ofte tre-fire gange mere end skadesudgifterne.

Bankernes dyre løsninger er et glimrende eksempel på, at kunderne ikke forstår sig på pensionsøkonomi og dermed kan finde ud af at vælge optimalt. Et lovgiverkrav er derfor det eneste, der kan sikre fair prisdannelse til gavn for kunderne.

Det kunne være, at bankerne maksimalt må tjene 50 pct. i profit på forsikringsprodukter og maksimalt 0,5 pct. i rentemarginalprofit på de skattebegunstigede pensionskroner.

Mit råd til de stakkels privatkunder er derfor som udgangspunkt, at de med fordel kan vælge en af monopolpensionskasserne, hvor de via deres uddannelse kan blive medlem. Her kan man købe både pensionsopsparing og forsikringsdækning til kostpriser.

Nye skærpede lovgiverkrav til levering af en fyldestgørende oplysning om de samlede omkostninger i kroner og procent også kaldet ÅOK og ÅOP.

Branchestandarden, som kom i 2010, har ikke været robust og fyldestgørende. Det har i årevis betydet, at særligt nogle af de kommercielle pensionsselskaber har skjult en større andel af de samlede investeringsomkostninger.

Det er jo rent snyd og bedrag at bilde kunderne ind, at de oplyses om de samlede omkostninger, og så vise et tal, der er en tredjedel for lavt. Bøder og krav om tilbagebetaling burde være praksis i pensionssektoren.

Flere af de kommercielle pensionsselskaber som AP, Danica, SEB, Topdanmark og Nordea har ikke tilbudt deres pensionskunder optimale muligheder for at komme fair ud af de forældede udløbsgarantiprodukter. Dermed er de blevet stavnsbundet til de nævnte selskaber med skyhøje omkostninger på investeringsprofit og driftsherretillæg.

Det er dårlig moral først at lave produkterne om fra rentegarantier, som er et udmærket produkt i et mobilt jobmarked, til udløbsgarantier. De kræver, at man bliver i samme selskab til alderspension, og man giver ikke mulighed for at komme ud af produkterne igen inklusive de kollektive reserver, man har været med til at lægge til side. Her har pensionskasserne vist vejen med PensionsDanmark i spidsen for flokken. Også PFA har afregnet fair med disse »gaver« fra de kollektive reserver til pensionskunderne.

Der er fortsat millioner af »glemte« pensionsdepoter i banker og pensionsselskaber. Det er endnu en trist historie og endnu et eksempel på, at pensionskunderne er uvidende og ligeglade med deres pensionsopsparing til alderdom. Det koster et årligt gebyr på 800 kr. pr. depot at glemme klatpensioner, og dertil kommer de endnu dyrere investeringsomkostninger. Og hvad værre er, så er sådanne glemte depoter ofte ikke investeret optimalt.

En løsning er at reducere eller helt fjerne jobskifte-gebyret som hos pensionskasserne. Et nyt aftalekrav om, at ens job- og arbejdsmarkedspensionsopsparing automatisk tvangsflyttes over til det nye pensionsselskab ved jobskifte, medmindre man aktivt stopper flytningen. Endelig kan en effektiv oprydning ske ved, at de små, hvilende og glemte klatdepoter på eksempelvis under 50.000 kr. automatisk samles på vores ATP-konto.

Det vil være gavnligt for pensionskunderne med flere fusioner blandt de pensionskasser, som betegnes som monopolpensionsselskaberne. Det forventes, at de mange pensionsselskaber, der ligger under det nye store fagforbund LO/FTF, i de kommende år samles til en ualmindelig slagkraftig pensionsmastodont.

Samme udvikling vil være meget ønskelig blandt akademikerpensionskasserne. Her er det lidt en parodi, at de små pensionskasser for offentlige ansatte akademikere som ISP, Arkitekter, Jordbrugsakademikerne, DIP, Magistrene, Jurister og Økonomer, Lægerne m.fl. fortsat ikke er fusioneret til en stor, konkurrencedygtig pensionsleverandør. En anbefaling er at direktionsstillinger og bestyrelsesposter maksimalt kan være for 10 år, så incitamentet for at holde fast bliver mindre.

ATP bør fornyes. ATP er det sidste pensionsselskab, som holder fast i det opsparingsprodukt, alle andre pensionsselskaber har skrottet, nemlig det såkaldte garanterede udløbsopsparingsprodukt. Det er en stor ulempe for samfundsøkonomien, at vores største pensionspengetank på mere end 600 mia. kr. ikke har tilstrækkeligt fleksible investeringsmuligheder.

Særligt for pensionskunder under 50 år bør aktieandelen forøges for at sikre et tilstrækkeligt realafkast. Det er som om, at ATP klamrer sig til deres eksistensberettigelse ved at markedsføre sig som et identisk supplement til den offentlige folkepension frem for at sikre pensionskunderne et godt markedsafkast. Ligner ATP for meget pensionskundernes hovedpensionsaftale, vil flere spørge til, hvorfor man ikke blot nedlægger ATP og dermed slipper for udgifter og administration ved at opretholde to identiske aftaler.

Sidst, men ikke mindst, bør man overveje at flytte Finanstilsynets opgaver med at sikre forbrugerne bedre konkurrenceforhold over til en ny eliteenhed under konkurrencemyndighederne. Dels fordi Finanstilsynet desværre altid tænker først og mest på pensionsselskabernes soliditet og tilmed på bekostning af pensionskunderens »ve og vel«, og dels fordi der er brug for en stærk og indsigtsfuld offentlig overvågning af pensionssektoren. Det er trods alt Danmarks allerstørste pengetank på ikke mindre end 4.000 mia. kr. Det skulle jo nødigt gå så galt, at vi i fremtiden her skal høre de samme historier som med svindel med aktieudbytteskatten.

Jørgen Svendsen er aktuar og uvildig pensionsmægler med firmaet AFPR