Pensionskunder betaler dyrt for skattefidus

Nordea Liv & Pension kritiseres for at gøre skatterabatten på omlægning af kapitalpension afhængig af, at kunden opgiver en rentegaranti.

Det er vigtigt at overveje nøje, hvad der sker med forrentningen af ens pensionsopsparing, hvis den omlægges. Foto: Mads Nissen
Læs mere
Fold sammen

Danskerne kan nu igen udnytte regeringens tilbud om en rabat på 2,7 procent af skatten på en kapitalpension, hvis pengene betales her og nu, og pensionen omlægges til en aldersopsparing. Men den ved første øjekast enkle manøvre udmøntes af pensionsbranchen som en jungle af forskellige tilbud til kunderne, og især landets tredjestørste selskab, Nordea Liv & Pension, kritiseres for at kæde rabatten sammen med et farvel til en eventuel garanti på pensionsopsparingen – vel at mærke uden at få værdien af garantien ud af pensionsselskabet, som det ellers er kutyme i øjeblikket i de fleste selskaber.

Afdelingsdirektør Jannik Andersen hos en af landets største pensionsmæglere, AON, kritiserer sammenblandingen af de to ting, der ikke har noget med hinanden at gøre. Han frygter, at Nordea-kunder kommer til at vælge det forkerte og mister deres garantier uden at kende konsekvensen af det.

»Jeg kan godt være bange for, at folk siger, at de bare vil betale skatten med rabat og ikke ved noget om gennemsnitsrente og markedsrente. Det har heller ikke noget med skatten at gøre, så hvorfor skal det blandes sammen? Der sker ikke den store skade, hvis der er tale om en pension med en garanti på 1-1,5 procent, men de høje garantier er jo rigtig meget værd i øjeblikket. Det er meget at skulle tage stilling til i den samme telefonsamtale,« siger Jannik Andersen, som betegner Nordeas tilbud som det dårligste på markedet.

Stort set alle andre selskaber lader enten garantien følge med, når skatten er betalt, eller udbetaler garantiens værdi. Uden at ville kritisere konkurrenter forklarer afdelingsdirektør Claude Reffs fra Alm. Brand koncernens overvejelser.

»For ikke at gøre kunderne forvirrede har vi adskilt produktomvalg fra skatterabat. I første omgang drejer det sig om at vælge skatterabatten eller ej, og man bibeholder sit grundlag efter omtegning til alderspension. Det er uhensigtsmæssigt at blande de to ting sammen,« siger han.

Direktør i Nordea Liv og Pension Steen Michael Erichsen forsvarer sig med, at det er den bedste løsning for kunderne at skifte garanti ud med markedsrente.

»Vi har hele tiden sagt, at afkastpotentialet i denne periode har været størst i markedsrente. Det har vist sig at være rigtigt, så hvis man skal skatteberigtige, så skal man samtidig over i markedsrente,« siger han.