Pensioner står til at blive kulegravet

Det uigennemskuelige pensionssystem står til at en større gennemgang, efter regeringen har nikket til opfordring fra tunge økonomer.

Foto: Henning Bagger
Det danske pensionssystem trænger til et større serviceeftersyn. Få kan gennemskue systemerne, mange står uden pensionsdækning, og tusinder af danskere får som beskrevet i Berlingske Business ikke noget ud af de sidste års indbetalinger på deres pensionsordninger.

De tårnhøje reale marginalskatter på især lavtlønnedes pensionsordninger fik oppositionen i Folketinget til at lægge pres på regeringens for at løse problemet, og nu lægger en trio af tunge økonomer i dagbladet Børsen yderligere pres på for at få en form for serviceeftersyn af hele pensionssystemet.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor Nina Smith og ATP-chef Carsten Stendevad nikker til ideen om at nedsætte en kommission, der gennemgår hele pensionssystemet.



»Det bliver mere og mere tydeligt, at selv om vi har et fantastisk pensionssystem, så står vi over for nogle kolossale incitamentsproblemer i forhold til alle dem, der selv sparer, og som derfor får en meget stor modregning,« siger Nina Smith til avisen.

Og ønskerne vækker genklang i regeringen:

»Det gør indtryk, når en overvismand og en af de mest respekterde økonomer siger det, de gør. Og selvfølgelig vil vi i regeringen overveje, hvordan man bedst kan tilrettelægge en sådan analyse,« siger skatteminister Morten Østergaard (R).



Både Nina Smith og tænketanken Cepos er talsmænd for en obligatorisk pensionsopsparing for danskere på arbejdsmarkedet, mens danskere på overførselsindkomster kan få finansieret en del af deres opsparing af den nuværende ældrechek og pensionstillæg.