Pengekalender 12: Aktietip II

Køb sprut, krudt og kugler, kunne et effektivt råd til et højt afkast på aktier lyde. Men kun hvis du ser stort på etik.

Zastava model 70AB2, kaliber 7.62x39mm. Jugoslavisk militærgevær, der for ukyndige ligner den klassiske Kalashnikov AK47. Beslaglagte våben på Rigspolitiets tekniske afdeling i Vanløse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste store investorer er meget opmærksomme på etikken i de virksomheder, de investerer i. Men hvis du er villig til at se stort på, at dine penge er med til at fremstille og tjene overskud på skadelige ting som tobak og våben, så kan uetiske investeringer give et højere afkast end resten af markedet.

Målt hen over det seneste årtis perioder med urolige aktiemarkeder og finanskriser har virksomheder inden for eksempelvis våben og tobak leveret et markant højere afkast til investorerne, end de såkaldt etiske investeringer, viser en opgørelse, som analysevirksomheden Morningstar har lavet for Berlingske.

De uetiske aktier er definerede som brancher, der indeholder producenter, distributører eller forhandlere af varer som alkohol, tobak, spil samt forsvarsindustrien og producenter af fossile brændstoffer. Morningstar har udvalgt syv aktieindeks, som tilsammen udgør en ligevægtet portefølje.

Resultatet er sammenlignet med det traditionelle verdensindeks, MSCI World, over forskellige perioder, som ud over et, tre, fem og ti års sigt også sammenlignes i de senere års helt særlige perioder på finansmarkederne såsom op-og nedturen for IT-branchen, det generelle økonomiske opsving frem til godt og vel midten af det forrige årti, finanskrisen i 2008 samt den efterfølgende korte optur og den seneste gældskrise i Europa.

Det årlige merafkast for den uetiske portefølje spænder fra seks til syv procentpoint. Det betyder, at investoren i verdensindekset over de seneste ti år ville ende med et rundt nul i afkast, mens den investor, der ikke har problemer med at investere i tobak, spiritus og våben ville have indkasseret 7,1 pct. om året.

Tendensen bekræftes også af den amerikanske Vicefund, som er helt specialiseret i at købe aktier i våben, spilindustrien, spiritus og tobak. Siden etableringen i 2002 har fonden givet et årligt afkast på godt 8,1 procent, og i år har fonden frem til og med oktober givet et afkast på 8,7 procent.