Pas på håndbagagens vægt

Carry on. Der er tid at spare, hvis man tager bagage med om bord på flyet. Men pas på med at vælge en trolley, der er for stor og tung.

I en tid, hvor man ofte skal sikkerhedstjekkes to gange, inden man kravler ind i et fly, kan det være værd at overveje, om man i stedet skal tjekke bagagen ind. Så slipper man for at skulle bekymre sig om vægt og størrelse.

Hvis man som flertallet af forretningsrejsende vælger fortsat at tage bagagen med om bord, skal man være klar over, at flere og flere flyselskaber håndhæver reglerne om håndbagage. Specielt hvis man rejser ''bagest'' i flyet, risikerer man at blive frataget sin carry-on ved check ind derfor er det en fordel at benytte selvbetjeningsautomaterne. Reglerne for, hvor stor håndbagagen må være, varierer lidt fra flyselskab til flyselskab, men som tommelfingerregel er det maksimale mål en længde på 55 cm, bredde 20 cm, højde 40 cm og en maksimal vægt på fem-otte kg.

Netop vægten er det kritiske punkt i valget af kuffert på hjul. Langt de fleste carry on-modeller holder de krævede mål, men har problemer med at holde vægten. Problemet opstår, fordi selve kufferten typisk vejer mellem 3,5 og 4,5 kg. Det efterlader kun ganske lidt nyttelast, og derfor er der mange, der rejser rundt med en trolley, der vejer 10-12 kg. plus eventuelt en ekstra taske, der også vejer et par kg. Et godt råd er derfor, at undersøge vægten på den tomme trolley, inden man køber.

Udvalget af trolleyer er stort og uoverskueligt. Priserne svinger fra 99 kr. i supermarkedet til omkring 6.000-7.000 kr. for de mest eksklusive mærker. Hovedvægten på markedet ligger i prisklassen 1.000-1.800 kr.

Schweiziske tasker med hjulDe fleste kender schweiziske Victorinox for de verdenskendte Swiss Army-knive, mens langt færre ved, at Victorinox også har en hel kollektion af rejsegrej.

I 1999 vandt Victorinox en pris for opfindsom funktionalitet og progressivt design, og siden er det gået stærkt med udviklingen af nye funktioner i deres udvalg af tasker.

Målet er at fremstille de mest slidstærke trolleys, så derfor er priserne naturligvis i den højere ende. Men det er med taskeproducenter som med bilproducenter. Der bliver færre og færre, der gider producere så billigt som muligt, for der findes altid en kineser, der er billigere!

Gennem de senere år er trolleymarkedet blevet meget segmenteret. Der er de rene businessmodeller i nobel sort, og så er der computernørd-serierne, som er lidt mere farverige og med utallige lommer og fastgøringssystemer. Endelig er der en tendens hen imod, at man har specielle modeller, der henvender sig til kvinder på farten

Taskernes lynlåse er meget vigtige, og hos Victorinox og flere andre topbrands benytter man lynlåse, der er specielproduceret og designet af industriens nummer et, YKK.

Et andet nøglepunkt på en trolley er hjulenes kvalitet. Skal den være let at trække, skal den have samme hjul som kendes fra rulleskøjter. Det vil sige med gode kuglelejer og hård gummiblanding.

Min egen erfaring er, at selve det nylon, som taskerne er fremstillet af, ikke spiller den helt store rolle. Hjul eller lynlåse går altid i stykker før noget andet. Producenterne i topklassen benytter dog såkaldt ballistisk nylon. Denne type nylon bruges desuden til skudsikre veste og motorcykeldragter og er modstandsdygtig over for alle former for slitage og næsten umulig at ødelægge eller slide op. Victorinoxs tilbud til forretningsfolk hedder Classic Collection. Taskerne har en såkaldt intelligent indretning med anti slip-shoulder straps, læderhåndtag, aftagelig mobiltelefonholder og et materiale, som beskytter din computer mod magnetisme.