Vi bruger ikke kroppen. Vi hverken bærer, går eller løfter, men sidder, ligger og lader os transportere. Og så
skal vore kroppe - ifølge pensioneret overlæge Flemming Vestberg - blive ødelagt.
Han udviklede for
flere år siden behandlingsmetoden "statikkorrektion" og beskrev metoden i bogform. Den videnskabelige bog er udsolgt
fra forlaget, og nu har Flemming Vestberg beskrevet sin metode i en folkelig udgave.
Han forklarer bl.a., hvordan folk står
forkert, når de skal vise ham, hvordan de normalt står. De stiller sig, så presset på rygsøjlen bliver forkert.
Han fortæller så, hvordan han viser folk, at de skal stå med knæ og hofteled bøjet 15 grader.
Folk
føler, det får dem til at se latterlige ud, men når han trykker nedad på deres skulder, konstaterer de, at
de kan tåle større belastning på den måde, end når de står, som de selv opfatter normalt. Det
gør heller ikke ondt, når der bliver presset nedad på deres skulder.
Forklaringen er simpel fysik, fordi trykket
nu bliver lagt på det sted i ryggens hvirvler, der er tykkest og trykket på nervebanerne vil helt forsvinde.
I bogen
gennemgår han en lang række af de forskellige dårligdomme, moderne mennesker lider af, og konklusionen er i alle
tilfælde, at det skyldes, at vi arbejder og bruger kroppen for lidt og forkert.
- Statikkorrektion er i princippet en
venden tilbage til naturen med alle reflekser i behold, skriver han i bogen, og henviser til småbørn, der endnu har alle
deres reflekser. De bevæger sig med indaddrejede fødder, let bøjede knæ og altid rank ryg, spændstig
mave og løftet brystkasse. Det samme siger han om karatekongen Bruce Lee og Tarzan. De har perfekt statik, deres kroppe er
i harmoni og det giver styrke.
Han siger, at løsningen er en teknik, appoggio, som vægtløftere bruger, når
de skal løfte. Han erkender, at begrebet aldrig er blevet systematisk eller videnskabeligt beskrevet. Det er rent praktisk
et begreb, som lægerne desværre har været blinde for, men det er beskrevet af både sangere og sanglærere,
skriver han i bogen.
Flemming Vestberg mener, at mange med smerter i kroppen ville få det bedre, hvis de følger
reglerne i hans bog til punkt og prikke, og han fremhæver, at der ikke skal købes nogen som helst form for materialer eller
medikamenter for at følge hans anvisninger.
Flemming Vestberg har udgivet bogen på eget forlag. Den koster
149 kr.
