Østrig er på banen

Østrigsk vin var ellers kommet godt i gang og havde stor eksport til mange lande. Men øjeblikkelig vendte forbrugerne

ryggen til vinene, og eksporten gik i stå. Og den er aldrig senere kommet op i nærheden af det, den var tidligere.


Nogenlunde

samtidig havde man en sag i Italien, hvor man blandede træsprit i vin. Det var en meget større skandale med mange flere

involveret, og en snes dødsfald. Det har man godt kunnet glemme. "Kølervæsken" var ikke på nogen

måde giftigt eller skadeligt for helbredet, men det var ikke godkendt som tilsætningsmiddel.









Blødere

og federe

En amerikansk undersøgelse havde vist, at lidt diethylen-glycol i vinen fik den til at virke blødere, federe

og mere moden, men man kunne ikke anbefale at sætte det på positivlisten, fordi det ville se forkert ud på bagetiketten.




Men et par østrigske producenter faldt altså for fristelsen og blev opdaget. Ikke af en smagekontrol, eller en

indkøber, eller en vinskribent eller et laboratorium.


Men fordi slynglerne insisterede på at trække udgifterne

fra i deres regnskab som en driftsudgift.


Skattemyndighederne undrede sig og gik videre med sagen. For hurtigt at få genetableret

forbrugernes tillid vedtog man en ny vinlov, der er verdens skrappeste. Den er meget kvalitets- og forbrugervenlig, men dyr og krævende

at følge for vinbønderne. Al vin skal smages, analyseres og godkendes, selv om det kun er en lille del, der skal uden

for landets grænser. Er det fadvare, skal de smages og bedømmes ved grænsen inden den endelige forsegling.


Flaskevarer

skal bedømmes både før og efter aftapningen og udstyres med banderole. Det koster fem gange så megen tid

og penge at eksportere i forhold til tidligere. Man forstår godt, at mange østrigske vinbønder har mistet lysten

til eksport, og det er synd for os.



Pølse og spæk

Jeg besøgte flere gange før skandalen de østrigske

vindistrikter. Det var mens, der var stor tiltro til, at verden skulle vindes på Grüner Veltliner. Det er deres helt egen

drue, som aldrig rigtig skuffer, men som heller ikke (dengang i alt fald) gjorde noget stort indtryk.


Eller sagt på en

anden måde, man kørte lidt sur i, når man skulle gennem et par hundrede af slagsen om dagen i fem dage. Til smagninger

stod der altid en stor tallerken med pølse og spæk. Og hvis ikke man åd hele tiden, skulle man forklare, hvorfor

man ikke kunne lide det. Den Grüner Veltliner som jeg den gang blev præsenteret for var ung, ordinær, tør,

hvid og uden lagring.


Gennem de to sidste årtier har østrigerne flere gange forsøgt at vække danskerne.

Men det er svært og tungt. Jeg har været med til flere smagninger, hvor det har været usandsynlig flotte vine. Men

de har også kostet en formue. En superrødvin på Merlot fra Burgenland, men til 200 kr., så hopper de fleste

af. Flere gange har jeg smagt Grüner Veltliner igen. Og er blevet glædeligt overrasket. De bedste af dem hører naturligt til

blandt verdens bedste, tørre hvide vine.


De kommer fra Donaus bredder omkring Wachau og Krems i det der kaldes Niederösterreich.

Vinstokkene står utroligt smukt på små terrasser højt over floden. De er fede, tørre med en fin krydret

smag, noget mineralsk og en sprød friskhed - selv når vinene bliver meget gamle.


Jeg ville aldrig have troet på,

at jeg nogensinde ville komme i tvivl om, hvad der er bedst: en god Riesling, eller en god Grüner Veltliner. Men det er jeg.

På en rejse for nylig gennem den bedste del af Wachau og Krems smagte jeg fantastisk flotte vine. Både Riesling og Grüner

Veltliner.


Jeg smagte dem i ældre udgaver, hvor Veltlineren i mange tilfælde havde klaret sig bedst.


Vinbønderne

var glade for, at jeg kunne lide vinene, men var lige glade med, om jeg skrev om det. De havde ventelister så lange som vuggestuernes.

De kunne sælge al deres vin til rige mennesker i Wien. Det er dyre sager. Når vi taler om disse vine, drejer det sig om

flere hundrede kroner for en flaske. Smagepanelet havde sådan set ikke de store forventninger, da de hørte, at det var

østrigsk hvidvin, de skulle bedømme. Ingen af dem fik at vide, at der var kostbarheder imellem.