Økonomer tror på nyt dansk rentefald

Valutareserven er vokset så meget, at Nationalbanken selvstændigt vil sænke den danske rente i denne uge, vurderer to økonomer.

Den danske rente skal endnu længere ned inden længe, forventer bankernes økonomer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto: Colourbox

Den danske rente vil blive sænket og forskellen til eurorenten bliver dermed mindre. Det vil ske i denne uge, forudser topøkonomer over for RB-Børsen.

Årsagen er, at tal for den danske valutareserve, som Nationalbanken offentliggører i morgen, vil vise sig så stærk, at Nationalbanken kan gå enegang og sænke den danske rente fra de nuværende 1,65 procent.

- Jeg mener, der er en betydelig mulighed for, at vi får en rentesænkning allerede i denne uge, siger Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, der venter at valutareserven er vokset til omkring 325 milliarder kroner.

Hos Danmarks største bank - Danske Bank - er cheføkonom Steen Bocian fuldstændig enig.

- Der er strømmet yderligere valuta ind i valutakassen i maj, og dermed er der nok ingen tvivl om, at vi kommer til at se et rekordhøjt niveau for valutareserven. Så der er rimeligt gode argumenter for at rentespændet bliver indsnævret yderligere, siger Steen Bocian til RB-Børsen.

Cheføkonomen regner med en selvstændig dansk rentesænkning allerede onsdag eller senest torsdag.

Begge topøkonomer vurderer, at valutareservens størrelse - og ikke mindst de mere rolige finansmarkeder og det forsvundne pres på kronen - åbner for, at Nationalbanken mindsker forskellen til eurorenten med 0,1 procentpoint. Dermed kommer den danske rente ned på historisk lave 1,55 procent.  /ritzau/