Nyt afgiftsystem til leasingbiler er kørt fast

Autobranchen raser over, at det angiveligt endnu ikke er muligt at bruge det system for afgifter på brugte biler, der blev vedtaget for fire måneder siden.

Foto: Henning Bagger. ARKIVFOTO Biler i salgsafdelingen hos Opel i Aalborg, Uggerhøj biler. Fotograferet tirsdag d. 5 september 2017 (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Det er stadig ikke muligt for autoforhandlere at beregne afgifter på brugte biler efter de retningslinjer, som et flertal i Folketinget vedtog for fire måneder siden. Det meddeler AutoBranchen Danmark i en pressemeddelelse og kritiserer samtidig SKAT for at skabe fornyet usikkerhed om bilforhandlernes afgiftsberegninger.

Ifølge brancheforeningen meddelte SKAT i tirsdags, at systemet til genberegning af motorkøretøjers værdi indeholder graverende fejl og derfor er udsat.

»Denne udsættelse skaber frustration og usikkerhed blandt bilforhandlerne, som i forvejen har oplevet den nye registreringsafgift som administrativt afsindigt tung. Vi jonglerer med store beløb, og når vi tager det med i ligningen, tvivler jeg på, at andre brancher har haft lige så tunge sager,« siger Gitte Seeberg, der er adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

Genberegningen drejer sig blandt andet om at betale den rette afgift af eksempelvis lesingbiler og demobiler. For at ramme den rigtige værdi skal værdien af bilerne genberegnesr fire måneder, efter at de er blevet indregistrerede.

Bilforhandlerne kan dog stadig sælge de pågældende biler - men med en vedhæftet usikkerhed om, hvorvidt der er betalt den rigtige og endelige registreringsafgift.

»Når de sælger en bil, risikerer de at hænge på et tab, hvis registreringsafgiften er anslået forkert. Den usikkerhed fortjener ingen. Vi vil derfor opfordre SKAT til at lægge sig hårdt i selen for at få problemerne løst hurtigt. Kun sådan kan bilforhandlerne få deres usikkerhed ud af verden,« siger Gitte Seeberg ifølge meddelelsen.

SKAT skriver i sit nyhedsbrev, at problemerne forventes løst i uge seks eller syv.