Nye tal: Her er boligpriserne steget og faldet mest

Både priserne på ejerlejligheder og huse faldt på landsplan fra tredje til fjerde kvartal 2018, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Sammenlignet med fjerde kvartal 2017 er der dog tale om prisstigninger i næsten alle regioner.

Priserne på huse og ejerlejligheder tog et dyk fra tredje til fjerde kvartal 2018, men er steget, når man sammenligner fjerde kvartal 2017 med samme kvartal 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Boligpriserne tog et dyk fra tredje til fjerde kvartal 2018, hvor ejerlejlighederne på landsplan faldt med 0,8 procent, mens enfamiliehusene faldt med 0,3 procent. Det fremgår af nye tal for ejendomssalg fra Danmarks Statistik.

I Region Hovedstaden faldt priserne på ejerlejligheder med minus 1,3 procent. Midtjylland trak lejlighedspriserne mest ned med et fald på 3,7 procent, mens Syddanmark som den eneste region trak den anden vej med en gennemsnitlig prisstigning på 4,2 procent.

»Det største prisfald på enfamiliehuse var i Region Midtjylland med 1,6 procent, mens den største prisstigning var i Region Syddanmark med 0,8 procent,« skriver Danmarks Statistik.

Årlige prisstigninger de fleste steder

På årsniveau er der dog tale om prisstigninger. Sammenligner man fjerde kvartal 2018 med samme kvartal i 2017, er prisen på ejerlejligheder steget med 2,6 procent, mens enfamiliehuse det seneste år er steget 3,7 procent, når man ser på gennemsnittet for hele landet.

»At huspriserne stiger mere end prisen på ejerlejligheder, vidner om, at prisstigningerne på boligmarkedet generelt er bredt funderet. Ejerlejlighederne ligger koncentreret i de større byer, mens tallene for huse i højere grad indikerer udviklingen i hele landet,« påpeger boligøkonom Mikkel Høegh fra Jyske Realkredit i en kommentar til tallene.

Han fremhæver, at det på årsniveau kun er ejerlejlighedspriserne i Region Midtjylland, der har pilen vendt ned med et fald på en procent, mens ejerlejlighederne i Region Syddanmark steg hele 11,8 procent.

»Når det er sagt, er der relativt få ejerlejligheder i Region Syddanmark. Herudover er det ingen hemmelighed, at de regulatoriske indgreb, som har ramt boligmarkedet de senere år, har haft en slagside mod ejerlejlighedsmarkedet,« skriver Mikkel Høegh.

Samtidig peger han på, at også den kommende boligskattereform har betydning for især lejlighedspriserne.

»Det giver anledning til en forsigtighed blandt lejlighedskøberne, der tænker længere over et køb nu end for eksempelvis 12 måneder siden,« skriver han.

Artiklen fortsætter under kortet...

Mindre medvind til ejerlejlighederne

Også økonom Anders Christian Overvad fra Arbejdernes Landsbank forventer på den baggrund »lidt mindre medvind til lejlighedsmarkedet i de største byer«.

»Prisen på lejligheder er steget hastigt de senere år. Særligt i København er priserne i dag på et niveau, hvor de færreste kan være med, og det giver modvind til priserne. Dertil kommer et massivt nybyggeri, strammere lånekrav samt nye boligskatter, der alle vil trække i retning af lavere priser de kommende år. Vi forventer ikke egentlige prisfald, men det er en risiko, man skal være opmærksom på som køber,« skriver han i en kommentar.

Overordnet er forventningen i Arbejdernes Landsbank dog et boligmarked i god form det kommende år, da der er mange faktorer, som understøtter boligmarkedet.

»Beskæftigelsen stiger, renterne er lave, og boligbyrden er lav i en historisk kontekst. Vi forventer, at huspriserne vil fortsætte opad i et moderat tempo, med stigninger på omtrent tre-fire procent på landsplan,« skriver Anders Christian Overvad.

Mens priserne generelt er steget, når man sammenligner fjerde kvartal 2017 og 2018, er der sket et fald i antallet af boliger, der skifter ejermand. Antallet af handler med enfamiliehuse var 2,5 procent lavere, mens antallet af handler med lejligheder var hele 17 procent lavere.