Ny boligportal med faktiske salgspriser

Tidligere har det været forbundet med stort besvær at finde frem til salgspriser på huse og lejligheder. Det ændres der på nu.

En ny boligportal lover bedre overblik over de faktiske salgspriser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Scanpix

Nu bliver det muligt at finde de faktiske salgspriser for alle solgt boliger i Danmark. Før har man kun kunnet se mæglernes udbudspriser, og ikke hvad huse eller lejligheder rent faktisk er endt med at blive solgt for.

Men det laver en ny boligportal nu om på. Det er på hjemmesiden www.nesto.dk, at det fremover bliver muligt at se de faktiske salgspriser på boliger i hele landet - tilmed helt gratis.

Det sætter alle købere i stand til at se prisen på solgte boliger, der minder om den bolig, man selv er på udkig efter, og som ligger i samme område.

»Nu får alle parter, både ejendomsmæglerne og forbrugerne, et enestående overblik over det reelle prisniveau på boliger,« siger Martin Federspiel, der er stifter og ejer af nesto.dk.

Professor Finn Østrup fra Copenhagen Business School mener, det nye initiativ kan bidrage til at minimere salgstiden og derved også de omkostninger, der er forbundet med salg af en bolig.

»Hvis en køber har adgang til opdateret information om priserne ved salg af tilsvarende boliger i et område, vil man let få et overblik over det aktuelle prisniveau og dermed opnå en større sikkerhed for, at udbudsprisen er korrekt. Det kan samtidig gøre salgstiden kortere,« forklarer Finn Østrup.

På siden kan alle oprette en søgeprofil med ønsker til boligen. Herefter vises en oversigt over boliger, der lever op til krav og ønsker. Også sælger, mægler, advokat, eller eksempelvis kommuner kan lægge en bolig på nesto.dk og se, hvor mange potentielle købere der har ønsker, som matcher boligen.

Det er gratis at sætte boliger til salg på siden frem til 30. juni. Herefter vil indrykning og eksponering af boligen stadig være omkostningsfri, men ejendomsmæglere skal betale et gebyr på 50 kroner, hvis en køber beder om at blive kontaktet af en mægler.