Nu stiger huspriserne uden for hovedstaden

Boligopturen breder sig ud fra de store byer. Den største prisstigning på huse skete i andet kvartal på Sjælland.

Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Sjælland uden for hovedstadsområdet har oplevet de største prisstigninger på huse i årets andet kvartal. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, at de steg med 5,1 procent i forhold til det foregående kvartal, mens husene i Region Hovedstaden steg med 4,2 procent - men selvfølgelig fra et andet udgangspunkt i kroner.

Samlet set steg priserne for enfamiliehuse med 3 procent på landsplan fra første til andet kvartal 2015, og der var prisstigninger i alle regioner - dog kun på 0,8 procent i Region Nordjylland.

Ejerlejligheder løber samlet set stadig fra husene med en stigning på landsplan på 4,2 procent. Men også her findes de største procentvise stigninger uden for hovedstadsområdet med 6,1 procent i Region Nordjylland og 4,6 procent i Region Midtjylland.

Tallene fra Danmarks Statistik kommer i kølvandet på en række andre boligtal og bekræfter dermed den optur, der allerede var varslet. De hurtigste boligtal har også varslet en opbremsning på boligpriserne, efter renterne steg lidt i forsommeren.

»Selv det københavnske marked for ejerlejligheder, der ellers har kørt i særdeles højt tempo gennem de seneste år, har udvist stabile til svagt faldende priser gennem de seneste måneder. Der er altså udsigt til en »puster« på boligmarkedet i 3. kvartal, men vi forventer ikke, at det er starten til en mere vedvarende opbremsning på boligmarkedet. Vi vurderer fortsat, at opsvinget i dansk økonomi vil blive styrket over de kommende år, og der er også udsigt til stadig lave renter i en historisk kontekst. Samlet set betyder det, at vi venter yderligere prisstigninger på boligmarkedet over det kommende års tid - men det er klart, at de lidt højere renter betyder, at prisstigningerne bliver noget mere afdæmpede i 2016 i forhold til 2015,« skriver cheføkonom i RD Christian Hilligsøe Heinig i en kommentar til tallene.