Nu skal din rådgiver være certificeret

Fra 1. december må bankfolk og andre rådgivere ikke engang svare på spørgsmål om risikofyldte investeringer uden at have en godkendelse.

Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fremover skal din bankmand eller rådgiver i investering være godkendt af Finanstilsynet, hvis du placerer din formue eller blot en del af den i investeringer, der medfører en vis risiko.

Fra 1. december skal alle investeringsrådgivere være certificeret af tilsynet efter den samme risikomærkning opdelt i grøn, gul og rød, som investeringsprodukter er mærkede med. Og det gælder helt ud i filialernes skranker, hvis personalet bliver spurgt om et investeringsprodukt af en kunde.

De grønne og gule investeringsprodukter kræver kun en intern uddannelse, mens røde kræver, at en godkendt procedure følges under den test, der skal bestås.

De røde investeringsprodukter omfatter blandt andet pantebreve, hedgefonde, unoterede aktier, forskellige finansielle instrumenter samt de mere og mere populære indeksprodukter med navnet ETF eller ETN. Men de omfatter også såkaldte strukturerede obligationer, som mange almindelige mennesker har liggende i deres depoter.
 
Ifølge reglerne må der slet ikke rådgives om f. eks. røde investeringer, selv om det blot er en lille del af den samlede investeringsportefølje. Men man kan ikke slå de godkendte rådgivere op hos Finanstilsynet. Ifølge kontorchef Annette Bjåland Andersen fra Finanstilsynet er der ikke ressourcer til at føre og opdatere et register over de godkendte rådgivere. Og det undrer partner i rådgivningsvirksomheden Finanshuset i Fredensborg Kim Valentin.

"Jeg kan godt være nervøs for, mange rådgivere fortsætter med at rådgive uden at vide, at der er produkter hos kunden, der kræver en certificering," siger Kim Valentin.

Han nævner selv et eksempel med en kunde, der havde en lille smule strukturerede obligationer fra Kommunekredit i en ellers nogenlunde risikofri portefølje. Men uanset hvor lille en del, de "røde" investeringsprodukter udgør, så skal rådgiveren være certificeret og har pligt til selv at oplyse det, hvis han ikke er.

I Danske Bank har man i længere tid overladt de røde investeringer til udpegede og uddannede specialister.

"Når det drejer sig om investeringer på niveauet rød, så havde vi, allerede inden certificeringen blev indført, indrettet det sådan, at det kun er specialister, der rådgiver om det," forklarer afdelingsdirektør Christian Kirk.

Det betyder, at personalet i kassen slet ikke kan og må rådgive om de mest risikofyldte investeringer men henviser til en specialist.

"Og hvis de ikke har specialister i filialen, så ringer de til et af de centre, der har specialisterne. Men det er sjældent, at kunderne i filialerne efterspørger rådgivning om røde produkter," siger han.