Nu kan du selv følge SP-saldoen

ATP opdaterer din SP-opsparing hver dag, så du kan se, hvor meget du kan få udbetalt.

Via ATP.dk kan du nu løbende tjekke saldoen på din SP-opsparing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Torben Christensen

Med digital signatur, Net-ID eller tast-selv koden fra ATP i hånden kan du nu få oplyst det nøjagtige beløb på din SP-opsparing, som du har mulighed for at hæve mellem 1. juni og 31. december 2009.
Interessen for at finde ud af, hvor mange penge der står på kontoen for den Særlige Pensionsopsparing hos ATP, har været enorm, siden regeringen og Dansk Folkeparti i begyndelsen af marts blev enige om, at de mange milliarder skal slippes fri til forbrug eller privat opsparing - mod en relativt mild beskatning.

Forliget blev indgået en søndag aften, og det tog derfor ATP fuldstændigt på sengen, da tusindvis af danskere den mandag morgen bestormede hjemmesiden for at få oplyst saldoen. Derfor måtte man skærme den opdaterede udgave af databasen af mod de mange besøg, så i lang tid måtte danskerne henholde sig til årsopgørelsen fra 2007 - men på grund af finanskrisens rasen på verdens aktiemarkeder gav opgørelsen ikke et retvisende billede af den aktuelle saldo. De mest udsatte årgange med høj risikoprofil har mistet omtrent en fjerdedel af opsparingen alene i 2008.

Som en midlertidig ordning åbnede ATP 120 telefonlinjer, så man kunne ringe ind og få oplyst den aktuelle tilstand af opsparingen, og nu er det så muligt igen at logge ind på www.atp.dk og selv tage saldoen i øjesyn.

Kundechef Ellen Dalsgaard Zdravkovic oplyser, at godt 60.000 personer har ringet til ATP de seneste uger. IT-systemerne bag SP-opsparingen er nu gearet til at tage imod 30.000 besøgende i timen.

Hvis man vil hæve SP-opsparingen, beskattes de første 15.000 kroner med 35 procent. Det efterlader 9.750 kroner til udbetaling. Beløb ud over 15.000 kroner beskattes med 50 procent. Ønsker man at hæve pengene, er det alt eller intet - man skal enten lade hele saldoen blive stående eller hæve alle pengene.

Loven om frigivelse SP-midlerne er ikke vedtaget endnu. Forslaget ventes fremsat onsdag 25. marts. ATP sender direkte information til alle SP-kontohavere med saldo og udbetalingsblanket, efter forslaget bliver vedtaget i Folketinget.

Læs også: Halvdelen af os vil hæve SP-opsparingen