Nationalbanken: Nu kommer der guldregn over boligejerne

Nationalbankens kvartalsoversigt er god læsning for husejerne, der kan se frem til en pæn stigning i deres friværdi for både 2014 og 2015, hvis Nationalbanken får ret i sin prognose.

Nationbankens kvartalsoversigt er god læsning for husejerne, der kan se frem til en pæn stigning i deres friværdi for både 2014 og 2015, hvis Nationalbanken får ret i sin prognose. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt

Nationalbanken har i sin kvartalsoversigt onsdag opjusteret sit skøn for udviklingen i boligpriserne for både 2014 og 2015. Af oversigten fremgår det, at Nationalbanken ser en stigning i huspriserne med 3,5 pct. for 2014 og 3,4 pct. for 2015. Den tidligere prognose lød på henholdsvis 2,8 pct. og 2,9 pct.

Til gengæld præsenterer Nationalbanken en lille nedjustering i priserne for 2016.

Hos Nordea er bankens boligøkonom Lise Nytoft Bergmann ikke sen til at konkludere, at Nationalbanken samlet set er blevet mere positivt stemt over udviklingen på boligmarkedet over det seneste kvartal.

»En gennemsnitlig husejer forventes således at kunne sælge sit hus for et højere beløb ved udgangen af 2016, hvis Nationalbanken får ret i sin nuværende prognose, end hvis Nationalbanken blot havde holdt fast i prognosen fra december 2014,« skriver Lise Nytoft Bergmann i en kommentar.

Hun vurderer samtidig, at husejerne ikke skal ærgre sig over, at Nationalbanken har givet sin 2016-vurdering et lille nøk nedad.

»Der er nemlig blot tale om, at husejerne får lov at gå i kagefadet lidt tidligere end først forventet, mod så at acceptere en lidt mindre dessert på et senere tidspunkt. Det samlede sukkerindtag bliver ikke mindre – tværtimod,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

I kvartalsrapporten hejser Nationalbanken et advarselsflag i forhold til en mulig overophedning på boligmarkedet som følge af meget lave renter.

»Når der er behov for et vågent øje med boligmarkedet, skyldes det, at der er risiko for en ny boligboble, hvis de lave renter sætter gang i selvforstærkende prisstigninger,« skriver Nationalbanken i sin kvartalsoversigt.

Nationalbanken forslår som værktøj til at undgå en mulig boligboble, at man fra politisk hold ændrer beskatningen af boliger, så skatten fremover bidrager til at stabilisere boligpriserne.