Når uheldet rammer: Det værste er uvisheden

»Det drypper ned fra loftet,« fortæller vores underbo over telefonen. Vi er i sommerhus 90 kilometer væk fra lejligheden. Hurtigt bliver bilen pakket med kat og sovende barn og kursen sat mod Frederiksberg.

Min mor, som bor i nærheden og har nøgle til vores hjem, er tilkaldt. Minutterne på motorvejen snegler sig afsted, og spørgsmålene hober sig op inde i hovedet. Hvad er der sket, hvor kommer vandet fra, og hvor omfattende er det?

Endelig ringer hun med nyt. Strømmen er gået, gulvet i gangen og badeværelset sejler, det drypper fra loftet, og der løber vand ned ad væggene. Det lyder slemt. Underboen har heldigvis fået stoppet kilden til skaden, som sandsynligvis skyldes utætheder under vores over­bos badekar.

Hun knokler sammen med min mor og andre gode kræfter i andelsbolig­foreningen med at tørre vand op fra vores gulv. Nye spørgsmål melder sig. Hvem skal kontaktes, og kan vi overhovedet være i lejligheden med vores toårige dreng?

Vi får fra bilen fat i foreningens forsikringsselskab, som vil sende en mand ud. Da vi kommer hjem, er der tændt stearinlys i hele lejligheden. Sønnike bliver pacificeret med rosiner. Præcis en time efter opkaldet til forsikringsselskabet ankommer en mand fra skadeservice. Der bliver inspiceret, taget billeder, besøgt over- og underbo og taget kontakt til en elektriker.

Vi får hurtigt strøm igen, og da skaden kommer ovenfra, kan vi godt bruge badeværelset. Så heldigvis er vi ikke ude i genhusning af familie og kat denne første søvnige søndag i 2018.

Et lettelsens suk breder sig. For os er den værste fase overstået. Den fase, hvor man befinder sig i et limbo med uvisheden om, hvor hårdt uheldet har ramt. I første omgang er vi sluppet med at få en stor og larmende gæst på langvarigt besøg – en affugter, som skal suge fugt fra vægge, lofter og gulv. Værre er det for overboen, som ikke må bruge håndvask og bad, før skaden er fikset.

Nu begynder næste fase med stribevis af møder med andelsbestyrelsen, forsikringsfolk og håndværkere. For hvem skal udbedre skaderne, hvordan dækker forsikringen, og er det i så fald ejendommens, vores egen eller overboens.

Tankerne vandrer fire år tilbage i hukommelsen, hvor vi havde en massiv vandskade i vores sommerhus. I et døgns tid anede vi ikke, om det var en sag, forsikringen dækkede. Det gjorde den heldigvis. Og selv om det var en langstrakt affære, priser jeg mig stadig lykkelig for den professionelle håndtering, vi oplevede fra forsikringsselskabets side.

Hele gulvet og flere vægge skulle skiftes ud, og der lå et kæmpe koordinationsarbejde i at få de relevante fagfolk på banen i den rigtige rækkefølge. Bare det at få tømt huset for møbler havde været en helt uoverskuelig opgave at stå med alene. For de professionelle flyttefolk tog det nærmest ingen tid.

Det er den slags oplevelser, der gør, at man priser sig lykkelig for sine forsikringer og betaler dem med glæde. For tænk engang at hænge på sådan en skade helt selv. Én ting er de økonomiske konsekvenser, noget helt anden den arbejdsbyrde, der er forbundet med det.

Louise Kastberg er privatøkonomisk journalist på Business.