Når man flytter ind til byen

Nogle flytter ud af byen, jeg er flyttet ind til byen – og til færre boligkvadratmeter. Ved du i øvrigt, hvad en privat parkeringsplads koster om måneden på Østerbro?

Det er svært at flytte til færre kvadratmeter – men som lejer bliver det muligt at flytte igen, hvis pladsen bliver for trang. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg er flyttet. Har solgt ejerboligen, løsnet de kolde murstens greb om friværdien og flyttet i lejelejlighed. Et lille skridt for menneskeheden, et kæmpe skridt for mig.

Og så er jeg i øvrigt flyttet ind til byen. Én blandt mange i en efterhånden stor flok af årgange fra 1950erne, der søger ind mod byen. Nå ja, blot et par kilometer, fra en villa­lejlighed i Hellerup til lejet havnelejlighed på Marmorkajen, Østerbro.

Kloge økonomiske hoveder siger, at det er galmandsværk. I disse tider, hvor renten er så lav, skal man eje, ikke leje, lyder de gode råd. Jeg ved nu ikke rigtigt. Er fascineret af at få friværdien materialiseret, slippe for grundskylden og ejendomsværdiskatten og ikke at skulle lægge penge til side til reparationer og vedligehold af et 100 år gammelt hus. Charmerende, helt sikkert, men også udfordrende og krævende. Hvor ofte har de malingstørstige vinduer ikke skulet efter mit virke i weekenden? Og alle ved, hvad timeprisen er for en maler, en VVS-mand, en elektriker. Nu kan jeg nøjes med at ringe til viceværten – håber jeg.

Nå, hvordan var flytningen så, har det lydt igen og igen fra gode venner. Hårdt, helvedes hårdt, både fysisk og mentalt. Vi flytter fra 145 kvadratmeter plus fire store og tørre kælderrum til ... tjah, udlejeren siger, at der er 101 kvadratmeter. Jeg vil nu mene, at det nærmere er 80 kvadratmeter. Fruen og jeg er kommet lidt tættere på hinanden, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at et ægteskab kan blive udfordret ved sådan at skalere ned på kvadratmeterne.

Flytningen har betydet, at der har skullet smides pokkers mange ting ud. Børnenes legetøj, børnebøger, udklædningstøj, malerier, senge, møbler, plakater, you name it – de er jo for længst flyttet hjemmefra. Og der stod vi så, fruen og jeg, i den store kælder. Og forsøgte hver især stædigt at holde fast i netop de ting, som vi absolut ikke kunne undvære. En slidt 70 år gammel rejsekuffert, et dukkehus fra 1950erne, en legetøjsbondegård fra 1960erne, et gammelt billede af den fædrene gård i Sønderjylland, jamen herre jemini, hvor har vi samlet meget sammen.

Så efter adskillige trailerlæs til genbrugsstationen, dyrt betalte opmagasineringskvadratmeter hos Pelikan, et par læs til det i forvejen overfyldte sommerhus, nogle ting afleveret til børnene, stuvning i det lillebitte kælderrum ved vores nye lejlighed, ja så er vi kommet på plads. Nogenlunde. En del blev i øvrigt solgt gennem Den Blå Avis (utroligt, hvad der kan sælges).

Nu skal vi lige vænne os til pladsen det nye sted og hele tiden huske på, at udsigten ud over Øresund, den er der sørme ikke noget at klage på. Men jeg vil tro, at der går et par måneder, før vi finder os til rette. Hvis ikke, må vi på den igen. Det er friheden ved at leje.

Og så det økonomiske. Ja, det er dyrt at flytte. De tilbageværende realkreditlån i boligen skulle indfries. Det koster gebyrer. Mellemfinansiering, det koster gebyrer. Mæglerhonorar og diverse husstands­rapporter. Udgiften til flyttefirmaet løb op i 10.000 kroner plus de mange gange leje af trailere. Og nu 1.000 kroner om måneden til opmagasineringsfirmaet. Samlet set, pyha, det tør jeg slet ikke tænke på.

Den månedlige lejeudgift til det nye sted kendte jeg selvfølgelig, også de seks måneders forudbetaling af depositum og forudbetalt husleje. Dog havde jeg ikke lige tænkt på parkering. Vi er jo på Østerbro. Så tjah, der ryger 1.300 kroner – om måneden – til det statslige By & Havn, som ejer parkeringskælderen i det område. Men så holder dytten også i tørvejr.

Nu glæder jeg mig bare til, at avisbuddet kan finde ud af at aflevere mine morgenaviser – på dørmåtten, tak.