Når juraen alene er utilstrækkelig

Tre ud af fire børn har fraskrevet sig retten til at arve, så den længstlevende forælder kan blive boende i hjemmet længst muligt, men hvordan håndterer man det fjerde barn, der ikke ønsker at fraskrive sig arveretten?

Foto: Iris. Det er et ømtåleligt emne om arv blandt flere børn, der behandles i denne uges brevkasse.
Læs mere
Fold sammen

? Kære brevkasse

Vi er et samlevende par med en mindre formue. Vi har bedt vores børn om at underskrive et dokument, så de fraskriver sig retten til deres arv, til vi begge er døde. Dette har de tre af børnene gjort, og dette har vi fået bekræftet hos en notar. Det fjerde barn ønsker ikke at underskrive, så derfor vil vi gerne, at han kun skal have sin tvangsarv gennem et testamente. Vores spørgsmål er derfor, hvor stor en del af den samlede arv, han vil få udbetalt ved den enes død. Vores ønske var fra begyndelsen, at vi kunne sidde i det, som hedder uskiftet bo, hvis man er gift.

Vi håber, at I kan give os et svar på dette spørgsmål.

Med venlig hilsen

HH


! Du får et svar på dit spørgsmål og samtidig lidt mere generelt information om, hvordan testamenter kan virke, og hvad du kan tænke over i den forbindelse. Du vil se, at de »lette« løsninger måske ikke er de »rigtige« løsninger, og du vil opleve, at juraen alene sjældent er tilstrækkelig.

Jeg forstår det sådan, at I har fire børn sammen. I er ikke gift, og derfor har længstlevende ikke krav på at sidde i uskiftet bo. Jeres udfordring kan I løse ved, at I gifter jer, hvilket også kan indebære andre fordele, herunder at længstlevende slipper helt for at betale afgift af arven efter førstafdøde. Hvis I er gift og har fælles børn, så har længstlevende krav på at sidde i uskiftet bo. Jeg er årsag til indgåelsen af en del ægteskaber, fordi jeg altid tager en snak med mine kunder om fordelene ved ægteskabet som »juridisk forsikring«. Ægteskab behøver ikke betyde sammenblanding af økonomi – det kan der tages højde for via ægtepagt.

Er et ægteskab no go, så skal I tænke på andet og mere end at passe på de tre givne arveafkald. Ellers kan der opstå problemer senere.

Tre af jeres børn har givet afkald på arv, indtil I begge er døde. Dette har I skrevet i »et dokument«. Jeg håber, at »dokumentet« er et testamente, for det bør I lave. Der er brug for at tænke lidt fremad – hvilke tanker har I gjort jer om længstlevendes rettigheder i forhold til de tre, der har givet afkald på arv? Skal længstlevende være helt frit stillet, eller skal der være grænser af hensyn til afkaldsgiverne? Der kan gå mange år mellem første og andet dødsfald. Har I overvejet dette og talt det igennem?

Har I tænkt over, at det arveafkald, der er givet nu, muligvis senere fortrydes? Selv om det måske er gjort uigenkaldeligt, kan der opstå forviklinger. Hvis en afkaldsgiver er gift, og situationen opstår om ti år, hvad siger vedkommendes ægtefælle så? Skuffelse over ikke at arve? Uro i familien? Papir er taknemmeligt, livet er mangfoldigt, og som advokat har jeg mødt en del frustrerede og skuffede personer. Når det sker, opstår der let stridigheder og nogle gange også bitre retssager.

Når jeg anbefaler et testamente, er det, fordi jeg synes, I bør tage stilling til de tre afkaldsgiveres ret. Hvis de ikke har behov for dette, så kan arveafkald gyldigt meddeles uden testamente. Det er bare en god idé at overveje mere end selve arveafkaldet.

Svaret på tvangsarven til den, der ikke vil give afkald, er, at du kan råde over tre fjerdedele af din formue, mens en fjerdedel skal gå til tvangsarvinger. I kan oprette et »udvidet samlevertestamente« om, at I skal arve hinanden, som om I er ægtefæller. Dermed kan samleveren få i alt syv ottendedele af boet, hvis der desuden testeres mest muligt til samleveren. Samleveren kan desuden få forlodsret, få fortrinsret til udtagelse af de enkelte ejendele samt ret til at få arven suppleret op til 760.000 kroner (2018)  inklusive forsikringssummer med videre, forudsat at I ved førstafdødes død har levet sammen de seneste to år, eller venter, har eller har haft et fælles barn.

Også her vil jeg understrege, at papir er taknemmeligt. Hvordan vil det være for længstlevende at sidde tilbage med en, der får begrænset sin tvangsarv? Det er værd at overveje. Endelig skal du huske, at det kræver noget at sige nej til anmodningen om arveafkald. Det kan godt føre til konflikter på den lidt længere bane, og det gode råd er derfor, at I skal være sikre på, at dialogen om det svære emne har været tilstrækkelig god.

Hvis du synes, det kan være svært at tale om dette emne, så er du ikke alene. Og det er helt forståeligt, for det et meget vanskeligt emne med følelser helt op til skorstenen. Det gør det jo kun så meget vigtigere at sikre en god dialog om det. Måske vil du opleve, at en eller flere af afkaldsgiverne i virkeligheden ikke er helt glade ved situationen, og måske vil samtale kunne danne grundlag for en større forståelse blandt jer alle. Det kan I ikke skrive jer til, det skal I tale jer til. Belønningen kan være stor – fred i vor tid, i hvert fald i familien. Og jeg er klar over, at det er så let at give denne slags »ujuridiske« råd. Jeg gør det, fordi jeg ved, hvad der sker, hvis disse råd ikke gives. Og fordi jeg ved, at de, der følger dem, vil få en stor glæde ud af det.

Det kan være en idé, at du tager din advokat med til sådan en familiesamtale. Advokaten er uvildig og kan afbalancere synspunkter mod hinanden. Hun eller han kan pege på løsningsmuligheder og hjælpe jer til en fælles forståelse. Jura egner sig bedst til at blive brugt til forebyggelse af problemer. Den er elendig til at løse dem. Held og lykke.

Med venlig hilsen

Allan Ohms

Advokat (H)

Forum Advokater