Myndigheder slår ned på ulovligt dyrket cannabis – danske brugere påvirkes

Både mængden af cannabis og aktiekurser rammes af, at canadiske myndigheder slår ned på ulovligt dyrkede partier af den eftertragtede plante. Danske produkter er sat i karantæne.

www.berlingske.dk
Thomas Schnegelsburg, CEO i virksomheden Stenocare, der leverer medicinsk cannabis til danske apoteker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Artiklen er opdateret 12. juli. Her er det tilføjet, at der er tale om større mængder cannabis end først antaget.

Et brud på sundhedsmyndighedernes regler i Canada har ramt den danske udbyder af medicinsk cannabis Stenocare, som er børsnoteret i Sverige.

Tonsvis af tørret cannabis er lagt på lager, efter de canadiske sundhedsmyndigheder har slået ned på ulovligheder hos Canntrust, der både er leverandør og hovedaktionær i danske Stenocare, der leverer medicinsk cannabis og er noteret på fondsbørsen i Sverige.

Det canadiske selskab dykkede 19 procent på fondsbørsen, efter at det kom frem, at selskabet har dyrket cannabis i drivhuse, der ikke var godkendt. Og samlet er næsten 13 ton tørret cannabis dels beslaglagt, dels holdt frivilligt tilbage af Canntrust selv, hvilket kan medføre forsinkede leverancer af den eftertragtede plante.

Men fredag viste det sig, at der er tale om større mængder end først antaget, oplyser Lægemiddelstyrelsen. Og danske brugere kan blive ramt

»Det kommer til at betyde forsinkelser i forsyningen med cannabisolie fra Stenocare, indtil virksomheden kan få nye partier hjem fra Canada, der er dyrket i godkendte lokaler,« skriver styrelsen.

De canadiske myndigheder vil nu bruge 10-12 arbejdsdage til at foretage prøver af lageret, der er produceret mellem oktober 2018 og marts 2019 i faciliteter, der ikke var godkendte. Først i april fik faciliteterne godkendelserne. På grund af prøverne kan kunder opleve midlertidige forsinkelser eller mangel på varer. Canntrust oplyser, at de økonomiske konsekvenser af den manglende overholdelse af reglerne ikke kendes, før myndighederne har gennemført deres prøver.

Men Canntrust oplyser også i sin meddelelse, at der ikke er grund til som forbruger af virksomhedens produkter at være bekymret for sit helbred. Alle de produkter, der stammer fra de ikke-godkendte lokaliteter, har bestået den løbende kvalitetskontrol både hos Health Canadas laboratorium og i Canntrusts egen kvalitetskontrol.

Aktie sendt ned

»Vi har allerede gennemført mange ændringer for at få rettet ting i forhold til Health Canada. Vi har lavet nogle forkerte vurderinger, men de erfaringer, vi har fået af det, vil vi få glæde af i fremtiden,« skriver Peter Aceto, som er adm. direktør i Canntrust i meddelelsen om sagen.

På fondsbørsen i Stockholm sendte investorerne først Stenocare ned med knap 16 procent i løbet af den første times handel. Midt på dagen var kursen dog rettet en smule til et faldt på knap ti procent.

Indtil nu har Stenocare ellers haft et forrygende forår på børsen. Omkring 1. april var kursen 15,8 kroner, hvorefter den steg hen over foråret til sit hidtidige højdepunkt, 56 kroner, den 3. juli, hvorfra den altså tirsdag formiddag er faldet til omkring 43-44 kroner.

Baggrunden for den medicinske cannabis som forretning er, at Stenocare som den første danske cannabisvirksomhed blev noteret på Spotlight Stock Market i Stockholm i efteråret 2018. Virksomheden er baseret i Allerød med administrerende direktør Thomas Schnegelsberg i spidsen, og interessen var så stor, at virksomheden afviste op mod 9.000 interesserede investorer ved børsnoteringen.

I et interview til Berlingske fortalte den administrerende direktør i Stenocare, Thomas Schnegelsberg, dengang, at børsnoteringen skulle samle penge til at egenproducere cannabis og ikke kun importere udefra.

Senest har den canadiske virksomhed Aurora Cannabis Inc. investeret 250 millioner kroner i drivhuse hos Alfred Pedersen & Søn på Fyn, hvilket indikerer en storsatsning på det danske cannabismarked.

Den danske lægemiddelstyrelse oplyser, at den løbende er i kontakt med Stenocare om sagen. Men der er ingen risiko for brugerne, understreger styrelsen.

»Der er ud fra Lægemiddelstyrelsens oplysninger ikke tegn på, at den cannabis, der er dyrket i de ikke godkendte lokaler, har forringet kvalitet og således udgør en sundhedsrisiko for patienter. Der er derfor alene tale om en sikkerhedsforanstaltning, når disse partier af cannabisolie sættes i karantæne tages af markedet.«

Formelt er det Stenocare, der som dansk virksomhed har fået en række produkter fra Canntrust optaget på Lægemiddelstyrelsens liste over optagne cannabisprodukter, der kan ordineres til danske patienter under en forsøgsordning.

»Stenocare er derfor ansvarlig for markedsføringen på det danske marked, herunder for at have et effektivt system for at registrere og håndtere produktfejl og reklamationer, herunder eventuelt tilbagekalde produkter fra markedet. Virksomheden skal underrette Lægemiddelstyrelsen om enhver fejl eller mangel, som kan resultere i tilbagekaldelser eller ekstraordinære leveringsrestriktioner i distributionsnettet,« skriver styrelsen.