Multimediefryns

Der er god fidus i at spørge chefen om ekstra fryns, når multimedieskatten bliver indført efter nytår.

Der kan blive udsigt til kø uden for landets hjørnekontorer i januar. Den omdiskuterede multimedieskat giver nemlig mulighed for store besparelser. Men vel at mærke kun hvis chefen i forvejen er indstillet på fryns.

Den nye skat rammer alle, der får stillet enten computer, internet eller telefon til rådighed fra arbejdet. Fremover kan de se frem til en beskatning af 3.000 kr. Og selvom det umiddelbart lyder af mange penge, så er det faktisk billigt sluppet for dem, der i forvejen nyder godt af frynsegoder. Med topskat giver det en maksimal skat på cirka 1.665 kr. om året.

»For den lønmodtager, der kun får stillet en computer til rådighed, kan det godt gå hen og blive dyrt. Omvendt for dem, der alligevel får både computer, telefon og fri internet osv. Så vil det faktisk være en stor skattemæssig besparelse. Men i nogle situationer lidt dyrere for arbejdsgiveren,« siger tax manager hos PricewaterhouseCoopers John Cederskjold Kierans.

Bed om den store pakke

Som det er nu, bliver mange trukket i bruttolønnen mod at få stillet f.eks. telefon eller computer til rådighed. Nogle frynsegoder bliver man beskattet af, andre ikke. Men hvis man skulle beskattes af det hele, ville den samlede skat blive større end de 3.000 kr., multimedieloven pålægger.

Der er derfor ingen økonomisk omkostning ved  at plage chefen for mere fryns, mener John Cederskjold Kierans:

»Når man alligevel skal betale multimedieskat, kan man ligeså godt få det hele med, det udløser ikke ekstra skat. Så der kan være et incitament i at bede sin chef om hele pakken.«