Meget at spare på ferieforsikringer

Læs mere
Fold sammen
Ferie er en pebret fornøjelse. Derfor vælger langt de fleste at gardere sig med en afbestillingsforsikring - for tænk

nu, hvis man blev syg - så er alle pengene ikke spildt. Men når nu ferien er så dyr, kan det virke fjollet at betale

mere end højst nødvendigt. Det er ikke desto mindre, hvad rigtig mange danskere gør.



For selv om mange kunne

have købt bedre og billigere ferieforsikring i deres private forsikringsselskab, vælger de i stedet at tegne en ren afbestillingsforsikring,

der hvor de køber ferien. Det drejer sig for eksempel om 70 pct. af kunderne hos Danmarks største charterselskab, MyTravel.

Her betaler gæsterne uanset alder 200 kr. pr. person i ren afbestillingsforsikring for rejser i Europa. For en familie med to

børn, bliver det til 800 kr. for en uges ferie. Familien kunne i stedet have tegnet både en rejsesygeforsikring og en

afbestillingsforsikring som tillæg til deres familie-forsikring. Ikke alene ville de spare op til flere hunderede kroner, begge

forsikringer ville også omfatte udeboende børn under 21 år. Og her ville forsikringerne ikke kun gælde en

enkelt uge - de ville dække alle ferier i Europa af op til en måneds varighed i et helt år. Så hvis familien

rejser mere end én gang om året, er besparelsen virkelig til at få øje på.



- Der er penge at

hente, hvis man er lidt vågen og samler rejseforsikringerne som et års-produkt i sit eget forsikringsselskab. Så er

det underordnet, om familien rejser samlet, om det er en pakkerejse, eller om man selv har tilrettelagt turen. Der er helt frit spil,

siger Rikke Petersen, skadeleder i rejseforsikringsafdelingen i TopDanmark.

Sætter selv prisen

De store prisforskelle

skyldes efter hendes opfattelse, at de ældre rejseforsikringsselskaber tidligere har været ene på markedet og derfor selv

kunne sætte prisen. Først for et par år siden er de almindelige forsikringselskaber begyndt at tilbyde konkurrerende

forsikringer.



- Der er ingen grund til at klatte pengene væk. Dem kan man lige så godt bruge på ferien i stedet

for at forære dem til bort, siger Morten Westergaard, økonom i Forbrugerrådet, der opfordrer forbrugerne til selv at

være opmærksomme:



- Det ville ellers være god skik, at rejseselskaberne spurgte til forbrugerens forsikringsforhold,

men det er ikke i selskabernes interesse, så det gør de ikke, siger han.



Ni ud af ti danske husstande har i dag

en familieforsikring, og noget tyder på, at flere og flere er ved at få øjnene op for den mulige besparelse, der

ligger i at tegne en tillægsforsikring, som også dækker ferierejser.



- Vi kan godt mærke, at vi er i

hård konkurrence med andre forsikringer, og vi overvejer, om vi skal ændre vores produkt. Det er vigtigt, at vi tilbyder

vores gæster dét, de vil have, siger Hanne Legaard, økonomidirektør i MyTravel.







Berlingske

Tidende