Markedet oversvømmet af huse

Mæglerbutikkerne bugner af huse, mens der bliver færre lejligheder til salg.

Foto: Foto: Colourbox. Der er stadig flere villaer at vælge imellem på markedet, mens udbuddet af lejligheder falder.
Læs mere
Fold sammen

Der er kommet 15 procent flere boliger til salg gennem 2008, viser en opgørelse fra Realkreditrådet. Det svarer til, at der er 8.000 flere boliger til salg nu, end ved indgangen til 2008.

Det tegner med BRFs cheføkonom Ulrikke Ekelundsord et billede af "et boligmarked i tomgang" - altså mindre aktivitet og længere salgstider for boliger. Men det er kun for sælgere af villaer og rækkehuse, at situationen ser sort ud. Markedet er lige nu oversvømmet af fodt 40.000 parcel- og rækkehuse til salg - 26 procent flere end i december 2007.

Til gengæld er antallet af lejligheder til salg faldet med 13 procent drevet af udviklingen i København og Århus.

"Der er ingen tvivl om, at 2008 blev et af de værste år for de danske boligejere i mange år. Der er kommet 15 procent flere boliger til salg i 2008 svarende til 8.000 styk. Det er en kraftig stigning, når aktiviteten nærmest ikke er eksisterende. På ejerlejlighedsmarkedet er udviklingen dog modsat, idet der er kommet markant færre boliger til salg over det forgangne år," skriver hun i en  kommentar.

Salgstiden er gennem 2008 steget til i gennemsnitligt mere end et halvt år - dog med en faldende tendens for de nye boliger, der sættes til salg.

"Udviklingen med en stigende liggetid skal dels finde sin forklaring i den finansielle udvikling med stigende renter i 2008 og generelt usikkerhed, dels i en strammere kreditpolitik," skriver Ulrikke Ekelund.

Både tal fra Danmarks Nationalbank og en undersøgelse, som Dinepenge.dk selv har gennemført, viser, at de danske banker og realkreditinstitutter har strammet deres kreditpolitik væsentligt.

"Det indebærer blandt andet, at boligkøberne typisk skal have solgt deres eksisterende bolig, før de kan købe nyt, og det virker som en kraftig håndbremse for boligmarkedet," påpeger Ekelund.

BRF forventer prisfald på yderligere 5 til 10 procent på landsplan.