Mange københavnere får nej til boliglån

Det er langt fra kun i landets yderområder, at mange må gå slukørede fra banken med et afslag i hånden. Også i hovedstadsregionen bliver der jævnligt sagt nej til boliglån på trods af, at en betydelig del af ansøgerne har masser af friværdi.

Det er ikke kun i landets yderområder, at mange får afslag på at låne penge til en bolig. Også en del københavnere må ty til alternative finansieringskilder som låneportalen Udenombanken.dk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

En københavner-bolig med friværdi er ingen garanti for, at banken eller realkreditinstituttet vil låne dig penge. Hos låneportalen Udenombanken.dk, der formidler boliglån til bank-afviste danskere, kommer hver fjerde lånehenvendelse nu fra hovedstadsområdet.

Det drejer sig blandt andet om boligejere i byer som København, Charlottenlund, Hellerup, Virum og Hørsholm, oplyser Udenombanken.dk, der siden opstarten sidste sommer har behandlet over 3.500 forespørgsler og formidlet lån for næsten 100 mio. kr.

»Pengeinstitutterne er meget fokuserede på rådighedsbeløbet, når de skal udstede lån, og derfor får vi blandt andet mange forespørgsler fra selvstændige erhvervsdrivende i de store byer,« siger adm. direktør Søren Scheibye.

Han forklarer, at selvstændige ofte har svingende eller lave indtægter, som gør at de får et 'nej' i banken.

»Til gengæld har de ofte masser af friværdi i boligerne. Den sikkerhed er vores investorer, som udsteder lånene, i mange tilfælde godt tilfredse med,« siger Søren Scheibye.

Hver anden af de henvendelser, Udenombanken.dk modtager fra folk i hovedstadsområdet, handler om lån til køb af bolig, mens lån i friværdien og omlægning af eksisterende lån også er højt på ønskelisten.

Men det er dyrt at få nej i banken. Mens renten på et fastforrentet 30-årigt lån i øjeblikket ligger omkring 3 pct., skal man hos Udenombanken.dk typisk betale mellem 6,1 og 6,5 pct.  i rente på et boliglån.

I begyndelsen var det primært danskere fra landdistrikterne, der henvendte sig, men siden har kundekredsen udvidet sig til alle egne af landet.

Set i forhold til befolkningstallet i regionen er Region Sjælland dog stadig markant overrepræsenteret blandt portalens kunder med samlet set 28 pct. af henvendelserne, mens Region Hovedstaden, hvor 31 pct. af den danske befolkning bor, nu står for 25 pct. af forespørgslerne til Udenombanken.dk.