Mandagseksperten: Pensionsselskabernes alternative investeringer savner spændstighed

En række af de pensionsselskaber, som afkastmæssigt kom bedst gennem det hårde 2018, er sakket bagud i årets første måneder, og de har én ting til fælles.

Med Sune Schackenfeldt i spidsen er Pædagogernes Pension begyndt at give de andre pensionsselskaber baghjul målt på afkast. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Lehmann

Pensionsselskaber med stor andel investeret i alternative investeringer kom pænt gennem regnskabsåret for 2018. Men de halser efter i 2019, hvor aktiemarkedet er steget med en spændstig elastikeffekt. Hovedparten af pensionsselskaberne er således oven på efter plusserne i januar måned og har indhentet det negative afkast for 2018, jf. tabel 1. Medregnes også de positive afkast i februar er det vurderingen, at stort set alle pensionskunder kan glæde sig over at være tilbage i plus på deres markedsrentepensioner.

De dramatiske udsving det seneste kvartal er en lærerig reminder om de klassiske råd om at holde fast i sin investeringsrisikoprofil – i op- og nedgangsmarkeder.

Af tabel 1 ses også en spændende tendens. De pensionsselskaber, som kom bedst gennem 2018, halser omvendt efter på afkastet i 2019. De interessante forskydninger mellem pensionsselskaberne opgjort over få måneder med kæmpe udsving giver også klare indikationer af forskellighederne i risikoprofiler på den, som de alle kalder middelrisiko. En del af forskellene kan selvsagt tilskrives, at der ikke er enighed om risikostyrken i den investeringsprofil, som alle selskaberne kalder for middelrisiko. Dertil kan lægges lidt forskelligheder i valg af aktivklasse, geografisk placering, varighed mv.

Men en voksende andel af de viste forskydningerne kan tillægges de unoterede såkaldte alternativer investeringer. Eksempelvis har selskaber som PFA og Industriens Pension en væsentlig større andel investeret i alternative investeringer i forhold til selskaber som Velliv og Pædagogernes Pension.

Velliv og Pædagogernes Pension lå således helt i front frem til sidste kvartal i 2018, men de store aktiefald udlignede forspringet i december. Efter aktiestigningerne i januar og februar er de to selskaber imidlertid igen helt tilbage i førertrøjerne. Man kan sige, at de alternative investeringer savner spændstighed i et stigende marked.

Alternative investeringer har de senere år været et hot emne hos pensionsselskaber og et emne, som Finanstilsynet holder et skarpt øje med. Men er disse investeringer kejserens nye klæder – hvor aktivernes stabilitetsfordele i stor udstrækning kan tilskrives den upræcise og langsommelige bogføringspraksis, der hersker inden for unoterede værdier?

Investeringsteoretisk er det altid optimalt med aktivklasser, som stabiliserer hinanden indbyrdes, og det må man sige, de gør, når man kigger tilbage på 2018. Men hvor meget er bogføringsteknik, og hvor meget er real stabilitetskvalitet? Og er det egentlig optimale aktivklasser til den typiske pensionsopsparer, som har valgt et markedsrenteprodukt?

Det er min vurdering, at pensionsselskaberne skal være forsigtige med at flytte for meget af deres fokus væk fra de vigtigste klassiske investeringsaktiver til fordel for et mere gråt marked af alternative aktivklasser, som kræver specifik produkt- og erhvervsviden. Det glæder særligt investeringer i den private sektor. Ingen tvivl om at det er meget nemmere at handle med staten, hvor politikerne af ren ideologi får solgt de offentlige virksomheder for billigt. På det private unoterede marked er der talrige eksempler på, at et pensionsselskabs manglende detaljeviden i et ukendt forretningsområde har påført pensionskunderne tab. Og omvendt er der gunstige eksempler – senest med DONG – hvor pensionsselskaberne om ikke andet ved mere om forretning end vores politikere.

Der vil være et oplagt afkast- og diversificeringspotentiale for pensionsselskaberne i alternative investeringer – særligt inden for infrastruktur og energi. Men ulemperne er også klare, herunder tung administration og ringe likviditet. Det kan desuden være tidsrøverprojekter, som tager energi og fokus fra de tunge væsentligste klassiske aktivklasser.

Det er også værd at erindre, at kundernes moderne markedsrenteprodukter i modsætning til de gammeldags solvenstunge garantiprodukter netop bidrager med den dynamik, at de kan absorbere år med ringe afkast for til gengæld at høste gevinsterne, når markederne opfører sig gunstigt.

Det er også min erfaring, at pensionsselskaberne keder sig lidt, og det er spændende og fornyende at købe en virksomhed, afnotere den og lege forretningseksperter på et nyt område. Og når man nu har disse mindre spændstige aktiver i porteføljen, så kan det overvejes at overtale alderspensionisterne at investere tungt i alternativer. Med den langsommelige bogføring vil det netop være et aktiv, som vil kunne stabilisere deres udbetalingsprofil.

Gøres der status på tre års sigt som i tabel 2 er det Pædagogernes Pension med Sune Schackenfeldt i spidsen, som har sikret sine arbejdssomme pædagoger det bedste pensionsafkast. Her er 100 kroner blevet til ikke mindre end 124 kroner. Det er ganske bemærkelsesværdigt, som Sune Schackenfeldt på få år har forvandlet det ellers så »sorte får af en pensionskasse« – målt på historisk afkast – til en ren solstrålehistorie. Han har været dygtig til at reducere både drifts- og investeringsomkostninger og samtidigt fået motiveret investeringsteamet til at finde de bedste aktivklasser og den bedste investeringsplan. Altså det helt klassiske setup, som også kaldes godt investeringshåndværk.

De store pensionssværvægtere, PFA og Danica, som tilsammen har over 1.000 milliarder kroner i pensionsaktiver, ligger desværre nede i bunden målt på tre års horisont. De to har kun fået 100 kroner til at vokse til 117 kroner. Den beskedne placering har de mange forklaringer på, men det ændrer ikke ved, at Sune Schackenfeldt må være et at de hotteste kandidatemner blandt de professionelle headhuntere, når der skal findes ny topchef til de eksempelvis ATP i 2019 og PKA i 2020.