Mandag er der nye minusrenter til boligejerne

Mandagens flexauktioner vil sandsynligvis resultere i negativ rente på flere flekslån, men der bliver alligevel ikke tale om, at boligejerne får penge tilbage.

Foto: Preben Madsen. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Der er udsigt til negative renter på flere lån, når fleksauktionerne skydes i gang mandag.

Spar Nord har analyseret lånemarkedet og forudser en F1-rente på -0,45 procent og en F3-rente på -0,17 procent. Låntagere med et femårigt rentetilpasningslån, F5, slipper ikke for at betale rente, men den bliver på bare 0,25 procent, forudser Spar Nord.

I de kommende uger skal lån for cirka 160 milliarder kroner have ny rente, og der er altså lagt op til den historiske og for kort tid siden usandsynlige situation, at renten bliver negativ.

Det gør ydelsen imidlertid ikke for boligejerne, for de skal betale både kursskæring og bidrag, hvilket vil bringe renten på både F1 og F3 op i positivt territorium.

»Det er ikke kommet så vidt, at boligejerne får tilsendt en check i stedet for et girokort, når terminen skal betales. Den såkaldte kursskæring på et F1-lån lyder på 0,30 procentpoint, og dertil kommer så bidraget, som tilsammen bringer ydelsen et pænt stykke op over 0 kroner,« siger Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord.

Hvis Spar Nords prognose holder, vil ydelsen blive på 580 kroner om måneden efter skat for 1 million kroner, hvis du har et afdragsfrit F1-lån.

Samme melding lyder fra Nordea Kredit:

»På baggrund af det nuværende renteniveau forventer vi dog ikke, at renten bliver så negativ, at der vil være tale om, at boligejerne vil tjene penge på at have deres lån. I stedet vil en negativ rente blive modregnet det bidrag, boligejerne betaler til Nordea Kredit, for at vi administrerer deres lån. Men for boligejerne betyder det selvfølgelig, at de vil få en rekord lav ydelse,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

Låntagere, der betaler afdrag vil mærke mindre til de ultralave renter, idet afdraget udgør langt hovedparten af den månedlige ydelse. Et F1-lån på 1 million kroner med afdrag ventes at lande på cirka 3.250 kroner ifølge Spar Nord.

Dér hvor girokortene til boligjerne faktisk kan komme i spil, er på de helt lavtforrentede lån med hyppig rentetilpasning. Disse auktioner finder ikke sted i denne omgang, men som markederne ser ud nu, vil den samlede ydelse blive positiv på et afdragsfrit F-kort-lån med en belåningsgrad under 40 procent.

Boligejerne vil altså reelt få penge for at låne penge.

Fredag meldte NordeaKredit ud, at i praksis vil lade renten falde så meget, at boligejere med de helt korte lån i praksis vil få penge i stedet for at skulle betale, hvis renterne holder sig på samme lave niveau, når de skal på auktion.