Major besejrede Ledreborg-banen

Hans Blumensaadt brugte erfaringerne fra en company day til suverænt at spille sig ind i Landsfinale Øst.

Læs mere
Fold sammen

Den Nick Faldo-designede 18 hullers-bane, Ledreborg Palace Golf ved Lejre, hører til de sværeste på Sjælland, men det syntes ikke at genere major og servicediskchef i Forsvarets Koncernfælles Informatiktjeneste, Hans Blumensaadt, i den individuelle Kvalifikation Øst i ErhvervsBladet.dk’s DM i firmagolf.

Ikke færre end 39 point skrabede 43-årige Hans Blumensaadt sammen fra 7/8 handicap, 23 slag - eller 41 points fra fuldt handicap. Det betød omgående en nedregulering med 2,0, men også en sikker førsteplads og dermed adgangbillet til Landsfinale Øst 2. september på Trent Jones-banen i Skjoldenæsholm Golf Center. Det er kun fjerde sæson, Hans Blumensaadt spiller golf.

Lærerig runde

Et langbanekursus og den efterfølgende banetilladelse førte til, at han i 2007 meldte sig ind i Egedal Golfklub, der holder til på en forholdsvis kort, men billig ni hullers-bane i Smørum Golf Center. Her spiller han kun tre-fire gange om måneden, fordi han, med bopæl i Brøndbyøster, trods alt har 20 km bilkørsel hver vej.

I betragtning af, at han i gennemsnit spiller højst en gang om ugen, var det imponerende af Blumensaadt at score så mange point på Ledreborg-banen. Nøglen til succes på denne ligger i lange, lige drives, og sådanne magtede majoren at sende af sted - med kun en enkelt undtagelse.

- Tidligere på året blev jeg af Canon inviteret til en company day med deltagelse af blandt andet professionelle Søren Hansen. Den runde lærte jeg så meget af, at jeg denne gang undgik de store fejltagelser. Alligevel overraskede det mig, at jeg kunne spille en sådan runde i dag, for jeg scorede kun beskedne 22 stablefordpoints i min sidste runde inden denne, fortalte den glade vinder.

Følgende 12 gik videre fra Kvalifikation Øst til Lands- finale Øst: 1. Hans Blumen-saadt, Forsvarets Koncernfælles Informatiktjeneste, 39. 2. Jan Nørgård Henriksen, Fkit - it til forsvaret, 37. 3. Bo Westhoff Engelberth, Stena Jern & Metal, 35. 4. Bo Einersen, Platon, 35. 5. Mads Peter Holm, Tvis Køkkenet, 35. 6. Bo Bjerre, bb-fugeenterprise, 35. 7. Christian Tage Hansen, LiqTech, 34. 8. Ben Tappert, pro- construction, 34. 9. Henrik Olsen, Olsen Transport, 33. 10. Bent Thorsted, Revi-Data, 33. 11. Flemming Nørregaard, KFN Finmekanik, 33. 12. Rene Bo Jacobsen, Topdanmark, 33. Sidstnævnte henviste ved fintælling sidste års danmarksmester, Palle Hallengreen, Forsikringsmæglerne Insura, til 13. pladsen, som lige netop ikke gav adgang til Landsfinale Øst og forsvar af DM-titlen.