Må arvings barn købe ejendom for en krone?

Den anden arving bliver »snydt« – og så er der spørgsmålet om beskatning.

! Et ældre ægtepar har to børn – A og B – der begge har børn. Parret bor på egen, gældfri ejendom, der af mægler er vurderet til at kunne sælges for 850.000 kroner. Parret har med As accept solgt ejendommen til et af As børn, altså et barnebarn, for én krone og dermed på en måde »frataget« B en mulig arv på 425.000 kroner.

Parret har ingen opsparing eller andet af væsentlig værdi. Er det salg i orden?

Med venlig hilsen C.

? Svaret er, at det ud fra en juridisk – arveretlig – synsvinkel er helt i orden.

Begrundelsen er, at det ældre ægtepar begge er i live og derfor kan gøre med deres formue, som de vil. Hvis derimod den ene part var død, og den efterlevende sad i uskiftet bo, ville en tilsvarende disposition være misbrug af det uskiftede bo.

Dispositionen indebærer imidlertid, at det ældre ægtepar reelt har givet huset som gave til barnebarnet. Det indebærer, at barnebarnet skal betale gaveafgift af værdien.

Gaveafgiften vil være på cirka 118.000 kroner. Hvis gaven var givet som netto­gave, hvor giveren betaler afgiften, ville denne kun være cirka 100.500 kroner.

Med venlig hilsen

Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator,

www.ForumAdvokater.dk