Lisbeth er vred over, at kommunen tager hendes forsikring

Et simpelt uheld på cykel kostede Lisbeth Jensen jobbet. Nu er hun på vej ind i et forløb for at afklare sin arbejdsevne, der kan vare i op til fem år. I mellemtiden er det kun en nylig ændring af hendes forsikringsvilkår, der redder økonomien.

Lisbeth Jensen mistede sit job efter 120 sygedage. Heldigvis har hendes pensionsselskab opjusteret sin forsikringsdækning, så hun ikke skal klare sig for et meget lille månedligt beløb, mens hun venter på, at det bliver afklaret, om hun kan arbejde. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

15. marts ændrede Lisbeth Vingtoft Lynge Jensens liv sig markant. Hun kom cyklende ad en sti i Ikast, undveg en gruppe unge og væltede med sin cykel.

»Så kan jeg faktisk ikke huske noget, før nogen spurgte, om jeg skulle have hjælp,« fortæller Lisbeth Jensen om hændelsen, der skulle ændre hendes dagligdag markant.

Hun ramte formentlig med hovedet først, og selv om hun bruger cykelhjelm, slog hun alligevel hovedet så hårdt, at en blødning i hjernehinden viste sig, da hun nogle uger senere fik det dårligt. Kombineret med en hjernerystelse krævede det, at hun måtte forholde sig helt i ro.

Men efter 120 sygedage blev Lisbeth Jensen fyret efter 29 år i dagligvarebranchen.

»Siden jeg var 18 år, har jeg kun været uden arbejde i en uge. Så efter 29 år er det hårdt pludselig slet ikke at lave noget. Jeg har været sådan en, der kørte med 180 kilometer i timen, vi har bygget vores eget træhus og altid lavet noget. Så er det underligt ikke at skulle lave noget,« siger Lisbeth Jensen.

Hun har fuld forståelse for, at arbejdsgiveren ikke kunne beholde hende efter 120 sygedage – »det er jo ikke et socialkontor«. Men efter en måned med en fratrædelsesydelse og yderligere en måned på sygedagpenge var der i alt gået et halvt år, og så åbnede døren sig til en ukendt og forvirrende verden.

»Det var svært at blive fyret, mens man havde det skidt, og det var meget forvirrende at skulle finde ud af det hele. Lægen kan ikke sige, hvornår jeg kan arbejde igen, så nu er jeg inde i et jobafklaringsforløb,« siger Lisbeth Jensen.

Omvæltningen kunne også øjeblikkeligt ses på lønkontoen, hvor en kommunal ydelse på 14.000 kroner brutto – forhøjet på grund af en hjemmeboende søn på 11 år – afløste den hidtidige løn.

Men Lisbeth Jensen har en pensionsordning hos Danica, og den har i første omgang udløst et supplement til dagpengene, mens det i øjeblikket bliver afklaret, hvilken ydelse Lisbeth Jensen kan få under jobafklaringsforløbet.

Danica er et af de selskaber, der har opjusteret sin forsikringsdækning mod tab af arbejdsevne, fordi reformen af førtidspensioner blandt andet medførte 100 procent modregning af private forsikringsudbetalinger.

»Danica er ved at afklare, hvad jeg kan få. Men jeg synes godt nok, det er underligt, at kommunen modregner for det, jeg selv har betalt til i Danica,« siger Lisbeth Jensen.

Hun er dog lettet over, at hun ikke skal nøjes med den offentlige ydelse, der ville have medført en større omvæltning i familien.

»Så skulle vi have omlagt lån. Men vi vil gerne afdrage på vores lån, og vi vil også gerne kunne gøre nogle af de ting, vi har lyst til – blandt andet beholde vores campingvogn,« siger Lisbeth Jensen.

Jobafklaringen har hidtil kun budt på et møde og udfyldelse af et skema om fremtidsønsker. På grund af travlhed sker der ikke mere før jul.