Lige i tide til Folkemødet: Billigt ferieslot er solgt

De 302 kvadratmeter luksus var udbudt til en pris på 7.950.000 kr.,
Læs mere
Fold sammen

Er glasset altid halvt fuldt, er det næppe en overdrivelse at påstå, at ferien lurer lige om hjørnet.

Og mens mange nok har udsigt til et par uger i et opdateret træskur, så kan en nyslået bornholmsk sommerhusejer se frem til at holde sin sommerferie i omgivelser, der nok overgår de flestes hverdagsliv.

Feriepaladset »Kaffeslottet« på Bornholm er nemlig blevet solgt. Det bekræfter Hans Lilienhoff fra liebhaver-mæglerkæden Lilienhoff over for Boliga. Han har dog ikke yderligere kommentarer til handlen.

De 302 kvadratmeter luksus var udbudt til en pris på 7.950.000 kr., og uagtet om sælger har måtte acceptere et afslag eller ej, så har prisen taget et gevaldigt nøk opad siden sidste gang, »Kaffeslottet« blev handlet.

Dengang var ejendommen i en noget ringere stand, og den skiftede hænder for 1.550.000 kr.

Efter en totalrenovering var den så efter godt tre år klar til at vise sig frem på boligmarkedet igen. Nu med blandt andet et moderne køkken, nyt tag og syv soveværelser. Det blev dog ikke til en langtrukken fornøjelse. »Kaffeslottet« blev nemlig solgt efter blot 75 dage.

Her kan du se alle billederne af Kaffeslottet

Historisk ejendom

»Kaffeslottet« har fået sit navn på grund af bygherrens erhverv. Det var nemlig kaffegrosserer Sahl, der i 1912 fik bygget det bornholmske udsigt-palæ.

Og 100 år senere er udsigten stadig sublim, mens selve øen, som slottet troner på, i disse år gennemlever en sand renæssance.

For på øen længst mod øst i det danske rige er sommerhuspriserne efter et par års dødvande begyndt at røre på sig, viste en opgørelse fra Boliga i sensommeren sidste år.

Dengang fortalte den lokale mægler Peter Jensen fra danbolig Nexø, at det både hang sammen med den store gastronomiske opblomstring på øen, ligesom begivenheder som Folkemødet var med til at trække turister til øen.