Lejligheder fortsætter prisfesten

Lejlighedspriserne i København har genvundet knap halvdelen af det, de er faldet siden topniveauet i 2006.

Foto: Axel Schütt
Der er stadig gode nyheder til sælgere af ejerlejligheder - specielt i København. Ifølge mæglerkæden Homes opgørelser steg priserne fra juni til juli med 0,6 procent, og det betyder, at priserne over et år er steget med 18,1 procent.

"Dermed er vi nu kun godt 20 procent fra den tidligere pristop tilbage i bobledagene i sommeren 2006 mod næsten 40 procent i sommeren 2009. Diskussionerne omkring boblelignende tilstande på det københavnske marked for ejerlejligheder har kørt i højt gear gennem de seneste måneder, og med dagens tal holdes diskussionerne fortsat i kog," skriver cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig i en kommentar.



Han mener dog, at meget af den seneste tids prishop stammer fra en "form for rekyleffekt" som modreaktion på de foregående års store prisfald, en mindre økonomisk usikkerhed og et opsparet købsbehov - samtidig med, at der er forholdsvis få ejerlejligheder til salg.

"Når det er sagt, kommer vi dog ikke udenom, at det voldsomme prishop er overraskende set i lyset af den stilstand, der har præget dansk økonomi over de senere år, og forhåbentligt vil vi se, at prisvæksten i løbet af de kommende kvartaler tager af i fart og bevæger sig ned mod et mere holdbart leje. For store prisstigningstakter på kort tid risikerer således at sætte den mere langsigtede stabilitet på markedet for ejerlejligheder over styr," påpeger Christian Hilligsøe Heinig.



De danske villaer er i gennemsnit steget en smule fra juni til juli med 0,1 procent, hvilket bryder de forudgående tre måneders små fald. Også her er det boligerne i hovedstaden, der trækker priserne op. De københavnske huse er steget over det seneste år, mens huspriserne har været uændrede eller svagt faldende i resten af landet.