Lejeboligen er dyr, men giver dejlig fleksibilitet

KLUMME: Nå, hvordan går det så i jeres nye lejlighed ved havnen? Er I glade for at bo der?« »Joh, tak,« får jeg lidt nølende fremstammet. »Det er helt fint.« Ligefrem begejstret er nok at tage munden lidt for fuld. Det skriver erhvervskommentator og redaktør på Berlingske Business, Jens Christian Hansen.

Foto: Thomas Lekfeldt. Byline - bylinebillede Jens Chr. Hansen, BM Business
Læs mere
Fold sammen

Som jeg tidligere har beskrevet i denne klumme, solgte vi i 2015 huset i Hellerup og flyttede til et nyopført lejlighedskompleks på Marmormolen på Østerbro. Ejet af pensionskassen Pensam.

Når sandheden skal frem, er det gået sådan lidt frem og tilbage, afhængig af om man spørger mig eller min hustru – og på hvilket tidspunkt. Jeg synes, at det er nemt og bekvemt. En særdeles lys lejlighed med vinduer fra gulv til loft, meget tæt på byen og så er der en fantastisk udsigt ud over Øresund – ­Langelinie, Øresundsbroen, vindmølleparken, Turning Torso i Malmø, skibs­trafikken og de evigt vuggende bølger. Fruen savner indimellem liiidt mere plads og patina i alle de nye materialer i lejligheden.

Så vidt så godt. Nu ser vi imidlertid ud til at løbe ind i en udfordring.

To af landets største pensionskasser, ATP og PensionDanmark, har skudt penge i et højhus på 24 etager, bogstavelig talt lige uden for vores vinduer. Første del af det oprindelige Copenhagen Gate, hvor to tårne på henholdsvis Marmorkajen og Langelinie skulle forbindes med en gang- og cykelbro i 65 meters højde. Det storladne projekt er delt op i etaper, og nu kommer så den første del med byggerod de næste to-tre år med opførelsen at et kontorkompleks i umiddelbar forlængelse af FN-byen.

Og her er det, at det privatøkonomiske kommer ind i billedet. Som nævnt har vi skiftet ejerboligen ud med en lejebolig. Nok har vi lagt et depositum og forudbetaling på 100.000 kr., men vi kan altså med tre måneders varsel opsige lejemålet, samle vores habengut og flytte til et andet sted i byen uden byggerod og støj de næste to-tre år. Jeg får så nok næppe min vilje med igen at flytte ind i en nybygget lejlighed. Det ligger ligesom lidt i luften, at det i så fald bliver en »gammel« lejlighed. Nuvel, bare jeg slipper for alt det praktiske.

Pointen er, at vi nok har betalt ekstra for denne fleksibilitet ved at leje frem for at eje. Jeg har været boligejer, siden jeg købte min første lejlighed i Vanløse tilbage i 1979, og rigtig mange i omgangskredsen undrede sig da også såre, da vi skiftede ejerboligen ud med en lejebolig. Og ja, indrømmet, boligmarkedet er steget yderligere nogle procent det seneste halvandet års tid.

Men forestiller man sig, at vi skulle ud at sælge en lejlighed med et højhus­byggeri uden for vinduerne, så er jeg ikke så sikker på, at et sådant salg ville gå som varmt brød på en forårsdag. For slet ikke at tale om de omkostninger, der er ved at skifte ejerbolig. Det løber hurtigt op i 100.000 kr. alene til ejendoms­mægleren.

Fleksibiliteten fik i øvrigt lige en ekstra tand, da vi i 2016 skiftede vores gamle sommerhus ud med et nyt og noget større sommerhus i Asserbo Plantage, helårsbeboeligt vel at mærke. Skulle vi således blive trætte af højhus­byggeriet på Marmormolen, kan vi i kortere eller længere tid fortrække til sommerhuset, og så derfra – stille og roligt og uden panik – gå på jagt efter en anden lejelighed i byen.

Det er fleksibilitet for mig, og tjah, fleksibilitet koster.

Jens Chr. Hansen er Berlingske Business’ erhvervskommentator