Laveste fleksrente nogensinde

Efterårets første flekslåns-auktion er slut. Den lave rente giver boligejere massive besparelser.

Boligejere med etårige, variabelt forrentede lån kan denne gang se frem til en store besparelse. Renten bliver mere end halveret i forhold til sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto: Colourbox

Foreløbigt 18.000 boligejere får det næste år mere end halveret renteudgiften det kommende år. Det er samtidigt et varsel om den besparelse, som alle andre flekslånere kan se frem til inden længe.

Nykredit har netop afsluttet efterårets første refinansiering af rentetilpasningslån, som får ny rente fra 1. oktober, og renten er raslet ned fra 5,3 procent sidste år til bare 2,2 procent denne gang. Det er ifølge Nykredit den laveste fleksrente nogensinde.

Med et etårigt lån på én million kroner med afdrag svarer det til en ydelse efter skat på 3.480 kroner eller 920 kr. mindre end ved auktionen sidste år. For et lån uden afdrag falder ydelsen med hele 1.750 kroner, oplyser Nykredit.

Men enhver god nyhed har en bagside. Hvis du ikke husker at ændre din forskudsopgørelse, vil du efter det store rentefald få et stort skattesmæk.

Denne auktion omfattede lån for for 24,3 milliarder kroner, men til december følger den helt store refinansiering af flekslån for 650 milliarder kroner. Nykredit forudser, at renten til den tid vil lande på cirka 2,5 procent.

Direktør Niels Bernstein fra Nationalbanken og andre økonomer har anbefalet, at auktionerne over flekslån spredes ud over året, så ikke alle danske boligejere får ny rente på samme tid. Dels risikerer realkredittens kunder, at de skal betale en højere rente, når så mange obligationer skal sælges på samme tid - dels er den danske økonoi ifølge Nationalbanken unødigt sårbar over for pludselige rentestigninger, hvis samtlige boligejere under en senere finanskrise på samme tid får et rentechok.

Mens Nykredit siden 2005 har tilbud refinansiering også i  april og oktober, så vil Realkredit Danmark fra i år sprede december-auktionen over en længere periode. Det betyder til gengæld, at opsigelse til kurs pari af refinansieringsbeløb, skift af rentetilpasningsprofil eller tegning af fastkursaftale skal meddeles senest 31. oktober 2009 mod hidtil senest ved udgangen af november.

Realkreditten har tidligere vurderet, at lånene kan blive 0,1 til 0,15 procent billigere, hvis man opnår en bedre prissætning af obligationerne ved at gøre handelsvinduet lidt længere. Det svarer til mellem 1.000 og 1.500 kroner om året før skat for et lån på én million kroner.