Krav mod mægleren: 100 mio. kroner

Ejerne mener, at han skød langt over målet i vurderingen af en stor ejendom.

En række andelshavere er voldsomt utilfredse med at have købt en bolig til det, som de opfatter som voldsomt opskruede priser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto: Jan Jørgensen

Beboerne i en af Københavns største andelsboligforeninger vil stille en enkelt ejendomsmægler og valuar personligt til regnskab for, at deres forening er havnet i bundløs gæld. Kravet på formentlig over 100 millioner kroner bliver dermed det hidtil største mod en dansk ejendomsmægler, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kravet bliver rettet mod Gunnar Brandt fra firmaet Ejval, fordi beboerne i Ringertoften mener, han tog meget alvorligt fejl i sin vurdering af deres ejendom. Han satte værdien til 520 mio. kr. for tre år siden, året efter til 580 mio. kroner, og i år atter til 520 mio. kroner.

Men en vurdering foretaget af en anden valuar i juni i år sætter handelsværdien til bare 222 mio. kroner, skriver Jyllands-Posten.

I de mellemliggende år har den alt for høje vurdering ligget til grund for handler med boligerne. 
I kølvandet på kravet mod valuaren medfører sagen en stribe erstatningskrav fra købere af andelsbeviser rettet mod sælgerne, der så igen har mulighed for at rejse krav mod deres rådgivere.

Ifølge avisen dækker ejendomsmæglernes forsikring højst fem millioner kroner pr. sag.