Kommune-swap: Flyt ud af byen og spar masser af penge

Har du trasket midtbyens gader og stræder tynde. År efter år. Bytur efter bytur. Til og fra arbejde. Med venner og veninder, kærester og børn. Er du på fornavn med kioskejeren nede på hjørnet? Og er din madlavning mere end én gang blevet reddet af underboens sukkerbeholdning?

Foto: Linda Kastrup. Arkivfoto. Helt nye tal fra Boliga.dk viser nemlig, at der i alle Københavns omegnskommuner - på nær en enkelt - er rigtig gode penge at spare på at skifte bopæl til nabokommunen.
Læs mere
Fold sammen

Ja, så kan det være svært at sende sit dørskilt og alt sin kargo mod en helt ny tilværelse i forstæderne.

Men mens livet, miljøet og omgivelserne i byen måske har rigtig godt tag i dig, har voksendrømmen om hus og have fået følge af endnu et rigtig godt argument for bare at rykke lidt uden for byen.

Helt nye tal fra Boliga.dk viser nemlig, at der i alle Københavns omegnskommuner - på nær en enkelt - er rigtig gode penge at spare på at skifte bopæl til nabokommunen.

I 1. halvår af 2017 var salgskvadratmeterprisen på en villa eller et rækkehus i hovedstaden således godt 38.000 kr. pr. kvadratmeter.

Det svarer til, at et hus på eksempelvis 120 kvadratmeter i gennemsnit koster omkring 4,5 mio. kr.

Men køber man derimod sit nye hus i Herlev Kommune, hvis bymidte blot ligger 20 minutters køretur fra Rådhuspladsen, slipper man med en kvadratmeterpris, der er 34 procent billigere.

Rabat i alle retninger - undtagen nord

Hvad end turen går sydpå mod Tårnby, vestpå mod Rødovre eller Hvidovre eller i retning mod nordvest og Gladsaxe eller Herlev, er der penge at spare på kvadratmeterne, i forhold til hvis man køber i hovedstaden.
Flest kvadratmeter får man for pengene i Herlev, mens man også i Hvidovre får kvadratmeterne til en pris, der er mere end 30 procent lavere.

Ligger den eneste fremtidige forstads-adresse, du kan forlige dig med, derimod i den mondæne kommune Gentofte, skal prisen sandsynligvis flyttes fra plus- til minus-siden på listen over for og imod at rykke fra byen.

En kvadratmeter i kommunen, der lægger jord til de fleste af landets dyreste ejendomme, er nemlig i gennemsnit blevet solgt knap 10.000 kr. dyrere end de tilsvarende i Københavns Kommune.

Se husene, der for øjeblikket er til salg i området her