Kommer tid, kommer afkast – men kommer der nok?

KLUMME. Pengeredaktøren har efter modne overvejelser satset en beskeden sum i håbet om at få mere ud af de løse midler end indlånskontoens runde nul procent.

Indtil videre er pengeredaktørens risikosult ikke blevet stillet: Der står fortsat nul kroner ud for afkastet. Illustration: Iris
Læs mere
Fold sammen

I disse opturstider falder snakken i min nære omgangskreds ofte på investeringer. Hvordan sikrer man sig, at man har nok til alderdommen i takt med, at pensionsalderen udskydes, men levealderen også forlænges? Hvordan stiller man sig bedst i forhold til at kunne lege med på det absurde boligmarked i hovedstads­området?

Indlånsrenten hos min bank er et rundt nul. Afkastet på min pension er i år indtil videre et godt stykke under fem procent.

Det skorter ikke på gode råd. Én i familien har tjent godt på at have aktier i blandt andre Genmab og DSV og følger med en vis entusiasme udviklingen i det særdeles pæne afkast via mobilen. Men som erhvervsjournalist duer det af velbegrundede etiske årsager ikke at eje danske aktier.

En anden har med svingende held forsøgt sig med alt fra valutakurs­robotter til overvejelser om den nye afart af Bitcoin, det russisk opfundne Ethereum. Den kurs er dog lidt for risikofyldt til min midtjyske natur.

En tidligere kollega gennemtrawler årsregnskaber fra alskens obskure selskaber – sidst var det vist et indisk satellitkommunikationsfirma – alt imens han guffer Warren Buffett-biografier ved siden af sit fuldtidsarbejde for at spotte vinderne.

Den verdensberømte og idoliserede investor Buffett indgik i øvrigt tilbage i 2008 et offentligt væddemål med en hedgefond-chef om, at passiv forvaltning over en tiårig periode ville slå aktiv forvaltning.

Ved udgangen af 2016 førte Buffetts passive indeksfond solidt med et samlet afkast på 85,4 procent mod hedgefondchefens 22 procent. Man kan ikke slå markedet, lyder læren ifølge superinvestoren, der i øvrigt helst ser broderparten af sin formue placeret i en passiv indeksfond, når han engang er borte.

Som Berlingske Business i den forgangne uge kunne beskrive, var afkastet i 2016 i de 20 mindst aktive investeringsforeninger da også godt 40 procent højere over syv år end i de 20 mest aktive foreninger.

En pensionschef sagde for nylig til mig, at langt størstedelen af kunderne ikke ville have 17 forskellige valgmuligheder. De ville have tre muligheder og én anbefaling.

Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Den kedelige, fornuftige midtjyde har ladet pensionsselskabet om at tage sig af pen­sionsmidlerne og så ellers fokuseret på at nedbringe boliggælden.

Men der er grøde i investeringsområdet. Teknologien har udviklet sig kraftigt, og de udenlandske, passive indeksfonde kaldet ETF banker kraftigt på døren herhjemme som en demokratiserende katalysator for den helt almindelige private investor med lave omkostninger til følge.

Det er en bølge, som senest Danske Bank også vil ride med på. Storbanken lancerede for nyligt investeringsproduktet June med et slogan om »investering skal være for alle«.

Helt ned til 100 kroner kan man investere i en af fem typer, som hver især er sammensat af ETFere. 0,8 procent i omkostning til Danske Bank og resten af det forventede afkast til at sove lidt mere roligt om natten. Samtidig kan man trække pengene ud til enhver tid. Det burde umiddelbart kunne slå de nul procent på indlånskontoen.

Så jeg gav mig i kast med at få oprettet en profil og efter at have indtastet lidt oplysninger om investeringshorisont, løn og hang til risiko, fik jeg en anbefaling. Jeg kastede endda forsigtigheden over bord og valgte en fond, der var en anelse mere risikabel, end den ellers anbefalede.

Nu venter jeg spændt på at se afkastet af den yderst beskedne investering eksplodere, inden jeg måske giver mig i kast med valutakursrobotter, krypto­valuta eller måske endda brasiliansk minedrift. Men indtil videre er min risikosult ikke blevet stillet. Der står fortsat nul kroner ud for afkastet.

Stefan Singh Kailay er Berlingske Business’ pengeredaktør