Kommer jeg til at vinde eller tabe på nye bilafgifter?

Hvordan bliver lige præcis min biløkonomi påvirket af de nye bilafgifter, har journalisten spurgt sig selv.

Afgiften på elbiler fulgte ikke rigtigt med, da bilafgifterne for nylig fik et markant dyk nedad. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Forleden blev de regerende politikere enige om at sænke registreringsafgiften på biler. Og jeg er ikke så meget anderledes end de fleste af jer derude, så blandt mine første tanker var: Gad vide, om jeg vinder eller taber på det.

Umiddelbart står jeg til at tabe. Men ikke meget.

Familiens situation på bilområdet er, at vi kører i en syv år gammel hatchback af koreansk herkomst. Familiens taktik til at være kørende for et nogenlunde rimeligt budget i bilafgifternes højborg har altid været at finde en to-tre år gammel, velholdt bil og beholde den i de fem-seks år, den kan køre videre uden de store reparationer.

En så gammel bil vil næppe falde mere i pris, fordi en tilsvarende ny model falder 20-30.000 kroner i pris på grund af de nye afgifter. Årene og talrige buler og skrammer opsuger den slags pris­udsving på en tilsvarende ny bil. Altså ikke den store forskel.

Derimod skal vi alle fremover betale en vejafgift på 1.000 kroner om året, og hvis man ikke køber ny bil og får fordel af den øvrige afgiftspakke, så udgør det en yderligere udgift på bilbudgettet.

Så kan vi jo se på, om resten af pakken giver værdi for de 1.000 kroner i vejafgift. Da jeg jævnligt kører til Jylland, får jeg glæde af både en udvidelse af Fynske Motorvej mellem Nørre Aaby og Odense Vest med et tredje spor, samt et gradvist fald i taksterne på Storebæltsbroen »hurtigst muligt«, som der står i aftalen. Men om broprisen falder så meget, og om en hurtigere gennemkørsel af Vestfyn bliver en »tusse« værd om året, tvivler jeg på.

Sådan ser de små tal ud for langt de fleste danske ejere af en brugt bil, og det kan da ikke udelukkes, at jeg på et tidspunkt køber en ny, dyr bil, så jeg for alvor får glæde af nedsættelsen af afgifterne.

Men i den store sammenhæng betyder de nævnte småbeløb ikke noget. Jeg er straks mere ked af, at afgiften på elbiler – på trods af et lille fald i den nye aftale – vil være stadigt stigende i de kommende år på vej mod den normalisering, der ligger i en tidligere aftale.

Jeg er nemlig stor tilhænger af elbiler og troede faktisk, at vores forhenværende familiebil ville blive den sidste med brændstofmotor. Ikke fordi jeg er grønnere end de fleste, selv om vi da sorterer vores husholdningsaffald, tænker over vand- og strømforbruget i hjemmet og i det store og hele begrænser vores kørsel til det nødvendige – selv om jeg generelt er glad for biler og for at køre i dem.

Men jeg er efterhånden blevet specielt glad for elbiler efter at have prøvet et par stykker af dem. Jeg er vild med den måde, en elmotor trækker og accelererer på fra første meter, vild med et avanceret køretøj, der samtidig indeholder langt færre enkeltdele, end en traditionel bil består af, og, ja, tilfreds med at vide, at jeg ikke pløkker et hul i ozonlaget, når jeg giver den gas. Eller volt, watt eller hvad man nu giver en elbil.

Jeg ved godt, at elbiler til en rimelig pris stadig kun kører 2- 300 kilometer på en opladning. Men jeg er sikker på, at hvis markedet havde været fordelagtigt for eksempel ved at beholde afgifts­friheden på dem, så havde de store bilfabrikker for årevis siden udviklet batterier og opladningsmetoder, så rækkevidden kunne hamle op med de konventionelle brændstofbiler.

På den måde føler jeg mig lidt som en taber på de nye bilafgifter, fordi de ikke tog et større skridt ind i fremtiden.