Kender du din marginalskat?

De færreste danskere ved, hvad de betaler i skat, hvis de tjener en ekstra krone - og at der er stor forskel på trækprocent og marginalskat.

Ved du, hvad du betaler i skat af den sidst tjente krone? Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Colourbox

Kun få danskere ved, hvad de betaler i skat af den sidst tjente krone, og hvad deres marginalskat derfor er. Det er måske under halvdelen af befolkningen, der er klar over dette, og derfor burde den særlige marginalskat påføres på de skattekort og forskudsopgørelser, som sendes ud til Danmarks flere end fire millioner skatteydere.

Forslaget kommer fra professor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen, der også er medlem af regeringens skattekommission, som på mandag præsenterer et nyt udspil til en skattereform.

Mange tror efter Bo Sandemann Rasmussens opfattelse, at trækprocent og marginalskat er den samme. Men sådan er det ikke. Trækprocenten, som står på ens skattekort og forskudsopgørelser, er den gennemsnitlige skat, man betaler ud fra den indkomst og de fradrag, man har. Bruttoskatten eller arbejdsmarkedsbidraget er ikke en del af trækprocenten, hvorfor den typisk kommer til at se meget mindre ud end marginalskatten, der er den andel, man betaler af den sidst tjente krone, og som kan være på helt op til 63 procent.

»Det ville være rimeligt at skrive marginalskatten på alle skattekort. Så undgår man, at mange får en restskat, fordi de ikke ved, hvad de skal betale i skat af den sidst tjente krone,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Læs også: Sådan får du en skattefri bonus

Hvordan det vil påvirke folks arbejdslyst, hvis de fik større viden om deres reelle marginalskat, mener Bo Sandemann Rasmussen er meget svært at sige.

»Nogle vil givet arbejde mindre, hvis de opdager, hvor meget de egentlig betaler i marginalskat. Mange tror således, at deres trækprocent og marginalskat er det samme. Derfor snyder man måske i dag nogle til at arbejde mere, end de ville have gjort, hvis de kendte deres skat,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Skattechef Søren Bech fra PricewaterhouseCoopers er helt enig. Han siger, at mange slet ikke er klar over, hvad de betaler i marginalskat, og at mange danskere forveksler trækprocent med marginalskat.

»Derfor ville det være mere fair og bedre at påføre den reelle marginalskat, hvor også arbejdsmarkedsbidraget indgår på folks skattekort,« siger Søren Bech.

Ud over marginalskatten får en del også modregnet offentlige tilskud og pensioner, når de stiger i indkomst. Den sammensatte marginalskat, hvor både bortfald af offentlige ydelser og skat på ekstra indkomst tælles sammen, kan derfor let være på 70 og også 80 procent eller mere endnu for visse grupper herhjemme. Men denne sammensatte marginalskat er uhyre indviklet at regne ud for almindelige mennesker, hvor det næsten er endnu mere vigtigt at få den på folks skattekort end marginalskatten, fastslår eksperterne.

Læs også: Lavere skat kan give et bedre privatliv