Kapitalforvalter kritiserer F1-redning

Kapitalforvalteren Maj Invest mener, at regeringens redningsplan for de populære F1-lån skader Danmarks finansielle stabilitet og realkreditten.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Kritikken er overraskende, da Erhvervs- og Vækstministeriet med Henrik Sass Larsen ellers allerede en gang har justeret planen efter kritik fra Maj Invest - men ændringerne er ikke tilstrækkelige, skriver Maj Invest i et høringssvar.

Det skriver dagbladet Børsen.

- Det er vigtigt, at man bruger den tid, der er nødvendig, så man ikke får en løsning, der alligevel ikke virker. Det har været vores frygt, at man laver noget, så man reelt ikke får løst problemet, siger Maj Invests adm. direktør Jeppe Christiansen til Børsen.

Obligationschefen hos Maj Invest, Peter Mosbæk, stemmer i, og mener, at forslaget kan have implikationer for Danmarks finansielle stabilitet.

Lovforslaget er justeret, så den hidtidige plan om, at investorerne kunne få vekslet deres et-årige F1-obligation til en 30-årig obligation, hvis renten stiger mere end 5 pct.point, er sløjfet. I stedet skal obligationen blot forlænges et år ad gangen.

Problemet er dog ikke løst, da investorerne alligevel risikerer at komme til at hænge på obligationerne i mange år på grund af renteloftet, og derfor kan blive tvunget til at skille sig af med dem, til skade for systemet, mener Peter Mosbæk.

Hos Pensam stiller investeringschef Benny Buchardt Andersen sig også undrende over for lovforslaget. Han bemærker, at realkreditinstitutternes risiko gives videre til investorerne.

- Hvis realkreditinstituttet ikke kan sælge sine obligationer, har det altid været realkreditinstituttets problem. Men nu bliver det altså investorernes problem, og det tager man sig betalt for, siger Benny Buchardt Andersen til Børsen.