Kan Apple hænge mig op på et mord?

KLUMME: Journalist Mads Sixhøj kan blive helt svedt ved tanken om hvor mange af hans personlige oplysninger, han efterhånden har givet væk til store selskaber.

Journalist Mads Sixhøj kan blive helt svedt ved tanken om hvor mange af hans personlige oplysninger, han efterhånden har givet væk til store selskaber.
Læs mere
Fold sammen

Da sangeren Kim Larsen i 1979 udgav et album med titlen »231045-0637«, tænkte han næppe på, at hans personnummer årtier efter ville kunne misbruges til identitetstyveri.

Således har identitetstyve for bare ganske få år siden alene med en anden persons personnummer kunnet flytte ens adresse, oprette mobilabonnement, bestille benzinkort og endda ansøge om dyre forbrugslån i personens navn. Som offer ville man næppe komme til at hænge på sådanne aftaler, men man ville få besværet med rykkerbreve, afmelding og forklaring frem og tilbage.

I dag er det så godt som umuligt at indgå forpligtende aftaler alene ved brug af personnummer. Der skal bruges billedlegitimation, NemID eller digital signatur. Ikke desto mindre er det stadig et relevant spørgsmål at stille; hvilke personlige oplysninger bør man dele med fremmede? For hvad risikerer man, at der sker, hvis oplysningerne falder i de forkerte hænder?

I dag deler vi masser af personlige oplysninger især via apps på mobilen. Løbeapps som Endomondo registrerer, hvor vi befinder os. Og en app som Tape­ACall kan bruges til at optage ens private telefonsamtaler. Fælles for begge apps er, at dataene gemmes på en computerserver et eller andet sted.

Også når vi besøger hjemmesider, efterlader vi digitale spor. Har jeg f.eks. set på en ny bil, kan jeg være sikker på, at jeg efterfølgende på andre hjemmesider mødes med masser af bilannoncer. »Retargeting« kalder man denne type målrettet reklame. Umiddelbart er det smart, at relevante reklamer kan rettes mod de rette personer. Men det kan også misbruges.

Man kan eksempelvis forestille sig en situation, hvor en person via Google søger på ord som depression og psykolog. Så kan der sidde nogle i den anden ende og tænke; Aha, her har vi en person med lavt selvværd, som vi let kan påvirke. Og pludselig bliver personen bombarderet med tilbud fra tvivlsomme alternative behandlere og obskure sekter.

I dag bruger vi ikke kun personlige kodeord til mailsystem og netbank, men også på en lang række virksomheders hjemmesider, der belønner os med bonusoptjening. Og mon ikke mange af os benytter samme kodeord de fleste steder? I så fald er kæden ikke stærkere end det svageste led, hvilket vil sige, at en tyv vil kunne hacke mit kodeord på en dårligt sikret side og efterfølgende bruge det andre steder.

Personligt prøver jeg at sikre mig, så godt jeg kan, men jeg blev alligevel lidt paf for nylig, da det gik op for mig, at jeg har givet mit fingeraftryk til Apple, da jeg i sin tid begyndte at benytte fingeraftrykslæseren på min iPhone 5. Nu går jeg da ud fra, at Apple passer godt på mit fingeraftryk, men tager man sølvpapirshatten på og skruer op for paranoiaen, melder der sig nogle skræmmende tanker; Kan Apple i teorien misbruge mit fingeraftryk og hænge mig op på et mord?

Af med sølvpapirshatten: Det sker selvfølgelig ikke, men pointen er, at man løbende bør overveje, hvilke personlige oplysninger man deler med hvem. Ellers hænger man måske en dag på en ubehagelig regning.

Mads Sixhøj er finansjournalist på Berlingske Business.