Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Fra starten af det nye år bliver det bedre at få en julegave fra arbejdsgiveren, men dyrere at have fri telefon. Det fremgår af en helt ny opgørelse over beløbsgrænser i 2014, som Skat netop har udsendt.
Mere præcist vil man til næste år kunne modtage en julegave til en værdi af 800 kr. uden at skulle betale skat af den. I år kan man kun få en julegave på 700 kr. Omvendt bliver det skattepligtige beløb for fri telefon sat i vejret fra 2.500 kr. til 2.600 kr.
Revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG fremhæver, at en række af beløbsgrænserne har været låst fast siden 2010 på grund af Forårspakken og Genopretningspakken, men fra 2014 er det slut. Det giver en ny dagsorden for danskernes selvangivelser, der dog langt fra kun er negativ.
Der er tale om både skattestigninger og skattelettelser. På den positive side tæller at grænse for, hvornår man skal betale topskat vokser fra 421.000 kr. i år til 449.100 kr. til næste år.
Desuden stiger bagatelgrænsen for personalegoder og bundgrænsen for visse lønmodtagerfradrag. Det samme gælder grænsen for, hvor store gaver man må give til sine børn, svigerbørn og børnebørn.
»Det der især vil kunne mærkes positivt hos mange er, at grænsen for, hvornår man skal betale topskat rykkes, mens det på den anden side nok kun er begrænset, hvor hårdt en stigning i beskatningen af fri telefon vil kunne mærkes,« siger senior tax manager i KPMG Pernille Paisen.
Hun fremhæver, at selv om Skat får mange af oplysningerne elektronisk er det en god ide at se på, hvilke ændringer der får indflydelse på ens egen eller virksomhedens økonomi.
»Derved slipper man for ubehagelige overraskelser senere,« siger Pernille Paisen.
Alle reguleringer af beløbsgrænser kan læses på Skatteministeriets hjemmeside.