Jeg vil helst ikke betale fuld pris – men jeg har aldrig lært at krejle

I det tunnelsyn, der kan opstå i jagten på en lavere pris, kan man ende med at få en dårligere service eller noget, som man egentlig ikke har brug for, skriver Berlingske Business' pengeredaktør, Stefan Singh Kailay.

Stefan Singh Kailay byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvis der er noget, min far godt kan lide, er det en god handel. Jeg skal ikke kunne sige, om det er kombinationen af at være fra Indien og så være umanerligt godt integreret i det midtjyske, men han er forbandet dygtig til at krejle. Og jeg er overbevist om, at han elsker forhandlingen mere end selve købet.

Jeg har et meget tydeligt barndomsminde. Eller rettere sagt rigtigt mange minder fra min barndom, hvor jeg har stået i den ene eller anden forretning og stille og roligt bakket ud for at finde noget mere underholdende, mens min kære far var i intens dialog med en stakkels ekspedient om et fjernsyn. En sofa. Eller et par sko.

Selv har jeg aldrig lært at føle mig tilpas udi krejleriets kunst. En kollega har spurgt mig, »hvordan kan du være fra Herning og ikke kunne krejle?«

Det var måske mit ungdomsoprør. Et kulturopgør med mentaliteten i landets hovedstad for købmænd og kræmmere på den midtjyske hede. Men så igen, min svigermor er fra Virum, og hun kan sagtens følge med min far, når det kommer til at få lavet en god handel på de nordsjællandske loppemarkeder eller københavnske butikker.

Men hvis ret skal være ret, er retskrivningsordbogens definition på en krejler rent faktisk en »handelsmand, der tidligere sejlede især på Limfjorden, opkøbte landbrugsvarer og solgte dem videre i byerne for derefter at tage varer fra byen med tilbage«. Så er vi tilbage i det jyske. Og egentlig en definition med en ganske pæn klang. En driftig handelsmand. Men det er, som om ordet ofte bliver brugt nedsættende. Sådan ser jeg nu ikke på det.

Det er jo ikke, fordi jeg gerne vil betale fuld pris. Som enhver anden jyde kan jeg godt lide et godt tilbud. Jeg vil faktisk helst ikke betale fuld pris. Derfor er jeg svært glad for tydelige rabatter. Det er så dejligt let, når forretningen selv har klaret forhandlingen uden min deltagelse. Udsalg, ville nogle kalde det. Jeg synes ganske enkelt, at det er grænseoverskridende at sige, at »det kan godt være, at der står det beløb på prisskiltet, men jeg mener altså, at jeg skal betale en anden pris«.

Men som jeg også har underholdt med på disse sider før, så er det ikke, fordi jeg ikke gerne vil tage den konfrontation, når det virkeligt betyder noget. Eksempelvis i forhandlingen om et billigere boliglån, hvor der er relativt store summer på spil. Men et par sneakers i Magasin? Nej.

Så kan der måske faktisk også være en dyd i at betale fuld pris – og måske kan det endda være godt for privatøkonomien. En anden kollega fortalte eksempelvis, at vedkommendes far altid har betalt fuld pris, også til håndværkere og mekanikere.

Uden at prøve at krejle toppen af regningen på den ene eller anden vis. Og han har tilsyneladende ifølge min kollega, der er alt andet end naiv, altid fået en god pris og service som følge deraf.

Man kan som bekendt sejre ad helvede til, og det gælder også i forhandlingerne med håndværkerne, som man har fået tromlet ned i pris for derefter at opdage, at lige præcis arbejdet i ens hjem sjovt nok ikke bliver prioriteret. Det gælder også, når man bliver lokket af det gode tilbud på jakken, som måske ikke lige sidder helt i skabet, eller »køb to, betal for én«-finten, som betyder, at man køber noget, man egentlig ikke har brug for eller helt lyst til. Kigger du indad, hænger der sikkert en skjorte eller trøje helt bagerst i garderobeskabet, som er resultatet af trangen til at gøre en god handel.

I det tunnelsyn, der kan opstå i jagten på en lavere pris, kan man ende med at få en dårligere service eller noget, som man egentlig ikke har brug for. Den gode handel handler om så meget mere end prisen.

Stefan Singh Kailay er pengeredaktør på Berlingske Business