Intet truer hovedstadens boligpriser foreløbig

Selv om priserne på især ejerlejligheder i København i øjeblikket kun kender en vej, opad, så er er ikke noget, der truer med at bremse opturen, vurderer økonom.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.
Læs mere
Fold sammen

Boligprisernes himmelflugt i hovedstadsområdet giver anledning til en smule panik, fordi tilsvarende prisstigninger i årene inden finanskrisen i 2008 førte til en boligboble, der bristede med et brag, og priserne tordnede ned lige så hurtigt, som de var steget.

Men den økonom, der første gang i denne runde brugte ordet »boligboble«, kan fortsat ikke se, hvad er skulle få prisudviklingen til at vende og en boligboble, hvis der er tale om en, til at briste.

»Jeg har kun påpeget risikoen for en boligboble. Jeg ved ikke, om der er en. Men hvis der er en boble, så vil den ikke briste foreløbig. Den vil vokse sig stor og tyk på grund af de ekstremt lave renter, den store tilflytning til København og den generelt bedre og bedre økonomi,« siger Steen Bocian.

Han er sikker på, at lejligheder på kort sigt sagtens kan sælges til de priser, som de handles til i øjeblikket. Også selv om de ifølge de seneste tal fra Boligsiden er steget med svimlende 13 procent over det seneste år.

»Jeg er sikker på, at lejlighederne kan sælges til de samme priser eller dyrere om seks måneder. Men jeg er usikker på, at de kan om fem. Så min bekymring er på lang bane, hvor for eksempel en familie med børn køber en lejlighed nu og planlægger at flytte i hus om fem år,« siger Steen Bocian.

Men han påpeger, at der skal være en nål til at punktere en boligboble - en økonomisk faktor, der ændrer forudsætningerne for de høje priser. Og i 2007 steg renterne voldsomt.

»Der skal være en årsag til, at en boble punkterer, hvis der er tale om en boble. Men tendenserne lige nu vækker da minder om noget, vi har set før,« siger Steen Bocian.