Over de seneste ti år har pensionsselskabet i gennemsnit haft et afkast på 8,4 pct. om året.
»Vi er yderst tilfredse med, at det lykkedes at opnå et afkast på 8,2 pct. i 2016, selv om vi er mere optaget af de langsigtede resultater. For os handler det om at have en robust investeringsstrategi, som sikrer, at medlemmerne får det optimale ud af deres opsparing hos os, både når det går godt og mindre godt på finansmarkederne,« siger Laila Mortensen, administrerende direktør i Industriens Pension, i en pressemeddelelse.
»Samtlige aktivklasser leverede positive afkast i 2016, men særligt stort var afkastet af investeringerne i amerikanske virksomheder i form af både aktier og virksomhedsobligationer samt afkastet af vores infrastrukturinvesteringer. Samlet set bidrog disse investeringer med 5,5 mia. kr., det vil sige cirka halvdelen af afkastet,« siger direktøren.
Industriens Pension har investeret 42 mia. kr. i aktier, hvor der var store geografiske afkastforskelle i 2016.
Danske aktier gav et afkast på 3,2 pct. efter tre år med afkast over 30 pct. i gennemsnit. Europæiske aktier gav et afkast på 0,3 pct., mens øvrige udenlandske aktier gav et afkast på 13,2 pct.