Indefrossen grundskyld vokser hastigt

Selv om det er blevet væsentlig dyrere end tidligere at indefryse ejendomsskatter, så vælger mange pensionister fortsat at udskyde betalingen af den voldsomt stigende grundskyld.

Foto: Thomas Lekfeldt. Alene siden 2007 er de samlede indefrosne beløb fordoblet, så de i dag udgør tæt ved otte milliarder kroner
Læs mere
Fold sammen

Danske pensionister fortsætter med at indefryse store summer i grundskyld hos landets kommuner. Alene siden 2007 er de samlede indefrosne beløb fordoblet, så de i dag udgør tæt ved otte milliarder kroner, viser tal fra Kommunernes Landsforening (KL).

Væksten finder sted, selv om ordningen med at indefryse ejendomsskatter i 2011 blev forringet betydeligt. I dag er renten omkring fire gange højere end umiddelbart før 2011, men den kraftigt stigende grundskyld får alligevel mange ældre til at udskyde betalingen til den dag, boligen bliver solgt.

Seniorøkonom Mikkel Høegh fra BRFkredit kalder det for »overraskende«, at den samlede mængde af indefrosne ejendomsskatter fortsætter med at vokse, selv om ordningen blev forringet kraftigt i 2011.

»Men det hænger nok sammen med, at grundskylden er en meget stor omkostning for de fleste, og det er relativt dyrt at stifte et lån hos realkreditten, fordi staten også skal have gebyrer. Samtidig kan realkreditten kun tilbyde lån uden afdrag i op til ti år. Men hvis man låner penge hos kommunen til at betale sine ejendomsskatter, kan man låne uden at betale noget tilbage, så længe det er nødvendigt, og der er friværdi i boligen,« siger han. 

Kun pensionister med friværdi kan indefryse grundskylden, og nye beregninger fra Danske Bank viser, at det løber op i voldsomme summer over en længere årrække.

På Frederiksberg, der har landets højeste grundskyld, vil en typisk husejer stå med en regning til kommunen på 2,2 mio. kr., hvis ejendomsskatten indefryses i 20 år.

I Ældre Sagen betegner seniorkonsulent Claus Blendstrup det som »dybt urimeligt«, at vilkårene er blevet forringet, og at pensionisterne nu skal betale en årlig gennemsnitsrente fra alle typer realobligationer, når de indefryser grundskylden.

»Den gamle ordning vil være at foretrække, men alternativt kan man i det mindste tage udgangspunkt i renten på etårige flekslån, når der nu rent faktisk er tale om lån med variable rentesatser, der ændrer sig hvert år,« siger Claus Blendstrup.

Før 2011 skulle pensionister »kun« betale halvdelen af diskontoen hos Danmarks Nationalbank i rente af deres indefrosne ejendomsskatter. 

Debatten om den stigende grundskyld er blevet intensiveret, efter at Berlingske Business i en række artikler har beskrevet udfordringerne for mange boligejere og fortalt om et stigende politisk pres for at gribe ind over for grundskyldens himmelflugt.