Hvornår har man ret til ægtefællebidrag?

Hvilke kriterier gælder for bidrag ved skilsmisse - og størrelsen af bidraget?

Selv for en garvet advokat kan det være svært at finde retningen i praksis for ægtefællebidrag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen

? En god bekendts hustru vil kun skilles, hvis hun kan få hustrubidrag. Hun har arbejde og tjener omkring 25.000 kroner om måneden før skat. De har været gift i cirka fem år og har ikke fælles børn. Desuden skylder hun sin fraseparerede mand mange penge i form af fællesudgifter.

Jeg har forsøgt at finde noget på skrift om, hvorvidt hun kan gøre sig forhåbninger om hustrubidrag, når hun har en »rimelig« indkomst. Kan I give indikation på, hvad der skal ligge til grund for at få hustrubidrag?

Med venlig hilsen M.

! Jeg kan sagtens forstå, at du spørger på den måde. Desværre tror jeg ikke, at du bliver forfærdelig meget klogere af mine anvisninger, selv om jeg gerne prøver.

Det kan sagtens virke sådan selv på en garvet advokat som mig, at det er rigtigt svært at rådgive sikkert om. Når man læser afgørelser på området, kan man godt fornemme, at dommerne næsten trækker lod eller stikker en finger i vejret og ser på dagens vindretning.

Helt så tilfældigt er det dog ikke. Selve lovteksten giver ingen anvisning. Der står nemlig bare, at der i forbindelse med separation eller skilsmisse kan træffes afgørelse om ægtefællebidrag.

Du skal tænke på, at ægteskabsloven stammer fra en tid, hvor den ene ægtefælle var forsørger. Fordelingen i ægteskabet var næsten som i jægersamfundet, at manden sørgede for føden, og kvinden tilberedte den. Sådan er det ikke i dag, hvor de fleste ægtefæller begge har arbejde.

I praksis kan jeg give disse hovedregler:

Hvis begge har arbejde og en nogenlunde fast tilknytning til arbejdsmarkedet, bliver der ikke pålagt bidragspligt. Det afgørende er ikke, om pågældende helt aktuelt er i arbejde. En ægtefælle, som modtager dagpenge på grund af arbejdsløshed, vil ikke automatisk få tilkendt bidrag.

Typiske eksempler på kvinder, som får bidrag, er den medhjælpende hustru i mandens virksomhed. På mine kurser nævner jeg ofte lægesekretæren, som i mange år har arbejdet i mandens enmands-lægepraksis. Et andet eksempel, som vi i disse år ser en hel del af i praksis, er den ægtefælle, som er kommet til landet i forbindelse med indgåelse af ægteskab, og som endnu ikke har fået uddannelse eller i øvrigt har tilpasset sig her i landet.

Endelig nævnes, at eventuel uarbejdsdygtighed skal være knyttet til ægteskabet. En person, som eksempelvis er blevet uarbejdsdygtig som følge af en erhvervsskade, vil ikke få bidrag, da skaden ikke har noget med ægteskabet at gøre.

Bidragsperioden er i høj grad for nedadgående i disse år. Det spiller også en rolle, hvor længe parterne har været gift.

Det eneste, som jeg kan sige med næsten 100 procent sikkerhed, er, at mænd efter de senere års praksis ikke får ægtefællebidrag, næsten uanset hvordan situationen i øvrigt er.

Med venlig hilsen Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk