Hvornår har du tænkt dig at dø, hr. Hansen?

Hvornår har du i grunden tænkt dig at dø? Helt sådan formuleres spørgsmålet ikke. Men taget for pålydende er det, hvad vi har at gøre med i denne lørdagsklumme og det spørgsmål, som Berlingske Business' erhvervskommentator Jens Chr. Hansen antages at kunne svare på.

Jens Chr. Hansen er Berlingske Business’ erhvervskommentator Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg har fået spørgsmålet nogle gange på det seneste. Ikke fra bedemænd, men fra finansen. Først og fremmest, fordi mit fødselsår indikerer, at jeg på et tidspunkt inden for en overskuelig fremtid skal til at bruge af min pensionsopsparing. Ikke at jeg har følt disse spørgsmål anmasende, faktisk har jeg selv presset på for at finde et svar. Ikke om livet og døden, men om livet op til døden. Set ud fra et økonomisk synspunkt.

Så spørger du, kære læser, hvor gammel er sådan en erhvervskommentator så? Ligesom kvinder afslører vi ikke vores alder, men jeg kan dog afsløre, at jeg lige om lidt har 20 år endnu, inden jeg drager mit sidste suk. En statistik, som jeg for nylig så på ATP-hjemmesiden, viste, at en person født samme år som jeg gennemsnitligt kan forvente at leve indtil det 84. år. Nuvel, en gennemsnitsbetragtning, men alligevel.

Med tanke på min gamle mor – hun er 95 år – og min far, som blev lige knap 89 år, er chancen/risikoen for, at jeg også kunne gå hen at smutte forbi 84 års-alderen ganske god. Og så tilbage til spørgsmålet: Hvordan har du, Jens Chr. Hansen, så tænkt dig at indrette din pensionsordning? Skal de surt optjente pensionskroner smøres ud over 15, 20 eller 30 år? Det gør en forskel, en kæmpeforskel. Tjah, bom-bom-bom.

Foreløbig har jeg et håb om at kunne arbejde mange år endnu. Der tales jo meget om behovet for det grå guld. Og EU siger, at arbejdsgivere ikke må skille sig af med folk, »blot« fordi de har nået en vis alder. Så jeg klør på og håber i mit stille sind på, at jeg først skal bruge pensionsordningen, når jeg rammer astronomiske højder omkring 68-70 års- alderen. Okay, lyder det fra pensionsrådgiveren, så har vi da udgangspunktet på plads.

Herefter kan der planlægges. Jeg tænker, at jeg gerne vil have noget mere til rådighed de første 10-12 år end de sidste 10-12 år. Det har jeg så nu fået et nogenlunde overblik over, men også kun nogenlunde. Når den tid kommer, altså ikke døden, men tidspunktet for, hvornår jeg skal bruge af pensions­opspa­ringen, skal jeg have fat i rådgiveren igen. Således at vi nøjere kan planlægge, hvornår der skal bruges af de frie midler, hvornår kapital- og ratepension samt aldersopsparing skal aktiveres, mens livrenterne sender en jævn strøm af kontanter ind på min konto helt til slut.

Derudover har jeg en lumsk plan om slet ikke at stoppe med at arbejde, men til sin tid, på den anden side af 70erne, i givet fald i færre timer og på en anden måde end i dag. Forhåbentlig giver det en skilling. En skilling, som jeg vælger at holde ude af den store, forkromede pensionsplanlægning. Det giver så til den tid mulighed for en ny cykelracer, et nyt golfsæt, en uge på ski eller en sviptur til New York helt uden indblanding fra pensionsrådgiverens side.

Forhåbentlig kommer jeg i min tredje alder til at tilhøre de aktive, de krævende og de forbrugende, hvis alt flasker sig. Men jeg kan jo godt huske den gamle børnesang: »har du penge, kan du få, har du ingen må du gå!«

Svaret på indgangsspørgsmålet er, at jeg forventer at rulle forbi mit statistiske dødsår som 84-årig. Ikke meget, men et par år. Mit forbrug bliver noget højere i 70erne end i 80erne. Det er såmænd bare disse oplysninger, pensionsrådgiveren skal lægge ind i skemaet.